Klasseloftet sænkes i de mindste klasser fra næste år

I folkeskolens 0. til 2. klasse må der maksimalt være 26 elever i klasserne. I dag er loftet på 28 elever.

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at sænke klasseloftet i folkeskolens mindste klasser.

For nye årgange i 0. til 2. klasse må der maksimalt være 26 elever i klasserne. I dag er der et loft på 28 elever.

Ændringen gælder fra næste skoleår.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fortæller, at loftet især vil komme børn med særlige behov til gavn.

- Det kommer selvfølgelig alle elever til gavn, og så kommer det selvfølgelig også til at gavne alle de børn med særlige behov i særdeleshed. Dem, der har det svært ved at være inkluderet i store dele af folkeskolen, siger hun.

quote Det er klart at for de mindste børn, der betyder det allermest, hvor mange børn der sidder i klassen.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S), børne- og undervisningsminister

Pernille Rosenkrantz-Theil fortæller også, at man i de senere år har haft mulighed for at have to lærere i klasselokalerne.

Et tiltag, som 90 procent af skolerne har valgt at benytte.

- Vi håber, at vi ved at sænke klasseloftet til 26 - lagt sammen med det, at vi har indført tolærerordningen - vil skabe en masse luft, rum og plads i folkeskolen, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Kun i de mindste klasser

Der er ikke lagt op til, at der også skal indføres et klasseloft i de ældre klasser i folkeskolen.

Det skyldes ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil, at de mindste børn har mest behov for loftet.

- Det er klart at for de mindste børn, der betyder det allermest, hvor mange børn der sidder i klassen.

- Det, vi har valgt at gøre for alle klassetrin i folkeskolen er at give mulighed for, at man kan have to lærere i undervisningen, siger hun.

Med aftalen kan man dog ikke garantere, at der maksimalt vil være 26 elever i klasserne.

Ligesom det er i dag, vil der i særlige tilfælde være mulighed for at tillade et højere elevtal i 0. til 2. klasse - dog ikke over 28 elever.

Det kan for eksempel være tilfælde, hvor en skole på en enkelt årgang har flere elever tilknyttet, fordi nogle elever er flyttet til skolens distrikt i løbet af skoleåret.