Klager over benamputation - tre har fået medhold
Efter flere har fået fjernet deres ben på grund af fejlbehandling, er de første fire sager nu afgjort.
De første fire sager, hvor patienter har klaget efter en benamputation, er blevet afgjort af Styrelsen for Patientklager.
I tre af klagerne har patienterne fået medhold i, at behandlingen af dem ikke var god nok.
Det fører til kritik af de karkirurgiske afdelinger på Aarhus Universitetshospital, Regionshospitalet i Viborg og på Rigshospitalet i København.
Det skriver DR Østjylland, som har fået aktindsigt hos styrelsen.
Hvis man som patient ikke har fået behandling til tiden eller ikke har fået den behandling, man har krav på, er det Styrelsen for Patientklager, man kan klage til.
Kommer man til gengæld til skade i forbindelse med behandling, kan man søge om erstatning hos Patienterstatningen. Patienterstatningen tager ikke stilling til klager.
Sagen begyndte i Midtjylland
Sagen om benamputationer begyndte i Region Midtjylland i foråret. Da landede en ekstern rapport.
Den pegede på, at op mod 47 patienter om året muligvis kunne have undgået eller fået udskudt deres amputation, hvis de på et tidligere tidspunkt i forløbet havde fået den nødvendige behandling.
Siden har Styrelsen for Patientklager fået omkring 30 klager om amputation, skriver DR Østjylland.
Det er flere sager, end styrelsen normalt ser med amputationer.
- Det er vores erfaring, at når der er opmærksomhed fra medier og politikere om de her sager, er der flere patienter, der klager, siger kontorchef Jan Greve til DR Østjylland.
208 borgere venter på afgørelse
Siden april 2022 har Patienterstatningen oprettet 218 sager. Tre har fået tilkendt erstatning, mens syv har fået afvist deres sag.
To af patienterne har fået cirka 400.000 kroner i erstatning, mens en patient har fået omkring 300.000 kroner i erstatning.
De tre patienter har fået erstatning, fordi deres behandling af forskellige årsager blev forsinket.
I alt afventer 208 borgere nu afgørelse om erstatning.
En patient kan have flere erstatningssager, hvis man for eksempel mener, at der er sket en skade hos både den praktiserende læge og på sygehuset.
Region Midtjylland har oplyst til DR Østjylland, at den vil lære alt, hvad den kan af afgørelserne. Regionen driver Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet i Viborg.
- Samtidig har vi i Region Midtjylland stort fokus på at udvikle karkirurgien, som regionsrådet har afsat 25 millioner kroner ekstra til fra 2023.
- Herudover har jeg ikke yderligere kommentarer, da der er tale om enkeltsager, udtaler regionsdirektør Pernille Blach Hansen i en skriftlig kommentar til mediet.