Kære far,

Det er fire år siden, at vi sidst så hinanden.

Den dag min datter Isabella blev født, sendte jeg en sms til dig.

Jeg har sendt breve. Og sms’ er. Du har aldrig svaret.

Jeg satte en flaske Baily ved din lejlighed sammen med et brev til en af dine fødselsdage.

Du mødte min mor i en bus til en Dire Straits koncert. Hun var smuk. Du blev dødforelsket.

I flyttede ind i en flot hus. En murermestervilla.

Og jeg var jeres mirakelbarn efter fire graviditeter, der alle var endt i abort.

Men kærligheden holdt ikke til hverdagen. Du arbejdede for meget sagde mor.

Du følte dig knust og forladt.

Hver anden weekend besøgte jeg dig i huset, hvor en ny kvinde snart flyttede ind med sin søn.

Fra jeg var tre år gammel, skulle jeg selv gå ud til dig i bilen. Du ville ikke indenfor. Du kom altid mindst 20 minutter for sent. Jeg sad minut efter minut i vinduet og kiggede efter dig. Arbejdet, sagde du.

I weekenderne var jeg tit med dig nede i firmaet. Eller overladt til din nye kone.

Som jeg følte helst ville være fri. Hvis der var andre voksne – også selv om de var fremmede - i nærheden søgte jeg hjælp hos dem, hvis mine snørebånd var gået op, eller jeg havde brug for trøst.

Jeg savnede dig ofte. I min dagbog skrev jeg beskeder til dig, som jeg havde svært ved at sige højt.

Da jeg bliver lidt ældre – satte du mig af i svømmehallen, mens du kørte på job.

Friheden var FED, da jeg blev teenager. Gavmild som du er stak du mig altid penge i hånden. Jeg rendte til fester. Du var cool – bare jeg sendte en sms om, hvor jeg var.

Mor derimod – hun omklamrede mig. Var fuld af regler. Hun giftede sig med Thomas.

Sit livs kærlighed. Min dejlige bonusfar. Men hun blev gravid. og selv om jeg i dag elsker min lillebror, så følte jeg dengang, at alt blev taget fra mig. Dig, min mor, Thomas.

Kan du huske min konfirmation?

”Det er din dag – jeg kommer,” sagde du. Det føltes som en sejr. Dig og mor i samme rum.

Men du fortrød. Kom kun i kirken. Jeg fik den nye flotte computer af dig uden for kirken, før du gik igen

Dårlig opmærksomhed, var bedre end ingen opmærksomhed – da jeg blev teenager. Det ved du.

Jeg stak af, jeg gik i byen, jeg råbte.

Jeg skar i mig selv. I arme og ben.

Jeg blev hende de andre frygtede i byen.

Hende, der går op til andre og siger: har du sagt pis om min veninde? Hende der slog. Jeg var så vred.

Jeg var kun 16, da jeg fik nok af mor og alle hendes regler og bekymringer og flyttede på kollegie.

Jeg blev smidt ud for meget fravær i skolen og festede..

Det var kaos, men når vi to mødtes havde vi det fedt.

Jeg savner din humor. Den måde du kalder mig ’Bette’ på.

Jeg brugte dig meget i den periode. Du gav mig arbejde. Men jeg holdt noget hemmeligt for dig.

At jeg havde ladet min kæreste flytte ind. Der også kom fra en familie, der var så langt fra Børnene i Bulderby, som man kan komme.

Vi planlagde at starte vores egen familie.

Jeg er altid den, der er blevet dumpet, ikke den, der har forladt andre. Så for at sikre os indgik vi en ægtepagt. Det andre kalder at blive gift.

Og jeg blev gravid.

Jeg var en kylling og skrev, at jeg var blevet gift i en sms til dig. Jeg tilbageholdt informationen om, at jeg også var gravid. Tænkte 'jeg hiver plasteret af lidt af gangen.' Jeg var så bange for din vrede.

”Det håber jeg er løgn,” svarede du.

Du skrev, at det var en hjerneblødning. At du havde brugt penge på mig uden grund.

Det kan godt være, at det var en hjerneblødning.

Men Isabella er ingen fejl.

Måske er hun endda min redning.

I dag er hun fire. Vi bor alene sammen. Vi har lige været på ferie sammen.

Jeg har taget HF og læser til socialrådgiver.

14 dage efter hun blev født, gik min mor og jeg en tur på gågaden med hende i barnevognen.

Solen skinnede. Du gik lige forbi os. Forbi Isabella.

Det er det værste.

Jeg har brug for at gøre dig stolt. Vise dig, at jeg har klaret den. At vi klarer den. At jeg har styr på mit shit.

Det her er min historie.

Jeg fortæller den ikke for, at du skal have ondt af mig.

Jeg håber bare, at hvis der sidder en forælder derude i samme situation – at personen vil tænke: fuck it. Jeg tilgiver sgu.

Så har det været det hele værd.

Kærlig hilsen

Julie