Jordskred ved Hasselager vil forstyrre togtrafikken frem til fredag morgen
BaneDanmark oplyser torsdag formiddag til DSB, at togdriften tidligst vil blive genoptaget igen fredag morgen klokken 06.
Klokken 13.15 er artiklen opdateret med årsagen til jordskredet.
Obs.: Pressevagten hos DSB fortæller torsdag formiddag til TV2 ØSTJYLLAND, at Banedanmark har oplyst dem, at togdriften tidligst vil blive genoptaget fredag morgen klokken 06.
Natten til torsdag er der sket et jordskred mellem Aarhus H og Skanderborg, og derfor kører der torsdag morgen og formiddag færre tog på strækningen mellem Aarhus H og Fredericia.
Det skyldes, at det på grund af jordskredet kun er muligt at holde det ene spor på strækningen åbent.
Det oplyser DSB torsdag morgen.
- Vi har derfor kun et enkelt spor at køre i på strækningen. Så der kører ingen regionaltog mellem de to stationer, skriver de på deres hjemmeside.
Læs også
Ifølge DSB's pressevagt, så er jordskredet sket ved Hørning, og det går både ud over Arrivas og DSB's regionaltog på strækningen.
Grunden til, at man har lavet denne prioritering skyldes ifølge pressevagten, at der er flere passagere i InterCity-togene og InterCityLyn-togene, og derfor har man prioriteret at lade dem køre i det ene spor, som er åbent frem for regionaltogene.
DSB kan ikke oplyse ydereligere i forhold til, hvad jordskredet skyldes og henviser til Banedanmark.
Læs også
Torsdag eftermiddag oplyser pressevagten hos Banedanmark Til TV2 ØSTJYLLAND, at sne og smeltevand har ført sand fra et broprojekt ved Hovvejen ved Hasselager ned på sporet, og det er det, som er årsagen til jordskredet.
Pressevagten fortæller desuden, at Banedanmark fortsat er igang med at få fjernet sandet, og at sporet efterfølgende skal justeres og sikres, før der kan køre tog igen.
Derfor vil der ikke køre tog på det ene spor resten af dagen. De opfordre derfor til, at man tjekker rejseplanen.dk resten af dagen, hvis man skal ud og køre på strækningen.