Jægere skal kunne bruge natsigte i jagt på mårhunde
Minister vil gøre det tilladt for jægere at bruge natsigte, så de bedre kan bekæmpe de problematiske mårhunde.
Miljøminister Lea Wermelin (S) lægger nu op til, at de danske jægere må bruge natsigter i jagten på den invasive mårhund.
Det skriver DR P4 Midt & Vest.
Natsigtet er i dag tilladt i flere nabolande, men ulovligt i Danmark, blandt andet på grund af frygten for terror.
Nu vil miljøministeren give jægerne dispensation til at bruge natsigter for at effektivisere bekæmpelsen af mårhunden.
- Jeg har afventet Vildtforvaltningsrådets anbefaling, og nu har jeg fået grønt lys fra rådet. Det vil jeg gå videre med, siger ministeren til DR P4 Midt & Vest.
Får stor betydning
Lea Wermelin vil ikke sætte dato på, hvornår danske jægere lovligt kan påmontere et natsigte på jagtriflen.
- Jeg deler jægernes utålmodighed, men jeg arbejder så hurtigt som overhovedet muligt, siger hun.
Mårhunden er et stort problem i den danske natur. Den har ingen naturlige fjender og æder alt fra insekter, fugle og små pattedyr. Også fredede dyr.
FAKTA: Mårhunden hører ikke naturligt hjemme i Danmark
* Der er ifølge Miljøstyrelsen mellem 2000 og 3000 mårhunde i Danmark.
* Mårhunden ligner en vaskebjørn med sorte aftegninger om øjnene samt en lille, hvid snude.
* Den er cirka 20 centimeter høj, mellem 50 og 80 centimeter lang og vejer 10 kilo.
* Når mårhunden er ét år, kan den blive drægtig. Den er drægtig i cirka to måneder og får i gennemsnit 11 hvalpe per kuld.
* Den spiser blandt andet padder, fisk, fugle, mus, ådsler, frugt og bær.
* Mårhunden lever helst i vådområder, men den kommer også forbi både landbrug og byer.
* Rovdyret har ingen naturlige fjender i den danske natur. For at komme af med den skal den derfor skydes eller fanges i fælder.
* Mårhunde må jages året rundt, men de må kun skydes af jægere med jagttegn.
* Hvis ikke jægere ser en mårhund, kan fundet meldes til Miljøstyrelsen eller Danmarks Jægerforbund, der vil forsøge at fange eller skyde dyret.
Kilder: Natur- og Miljøstyrelsen, naturporten.dk.
Det invasive rovdyr er især aktivt om natten.
Formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, fortæller, at natsigter derfor er vigtigt i bekæmpelsen.
- Et natsigte giver den fordel, at vi kan bekæmpe mårhunden på det tidspunkt, hvor den er aktiv. Om natten er det som bekendt svært at se, og et elektronisk natsigte giver mulighed for at se den klart og enkelt, siger han til Ritzau.
Når de frivillige mårhundejægere snart får mulighed for at bruge natsigte, vil det betyde en del for bekæmpelsen af mårhunden, vurderer jæger Klaus Knudsen.
- Vi kan få reguleret mange flere, og så kan vi lave meget bedre skud. Vi kommer ikke til at lave så mange anskydninger, fordi vi sidder stille og roligt og har god tid til det. Mårhunden ved ikke, vi er der, og så kan vi få lavet et ordentligt skud, siger han til DR P4 Midt & Vest.
Sidste år blev der skudt over 3000 mårhunde i Danmark, men bestanden forventes at vokse til over 30.000 dyr i løbet af få år, hvis bekæmpelsen ikke bliver mere effektiv.
I perioden fra 1995 til 2003 blev der registreret 25 mårhunde. Men siden er bestanden vokset voldsomt. Der anslås at være mellem 2000 og 3000 individer.