Hjælp naturen - lav et vandhul

Allerede få minutter efter du har fyldt vand i dit nye vandhul, vil du opleve insekter svirre rundt på vandoverfladen. Hvis du sætter særligt pollenrige planter i kanten og ude i vandet, så vil fugle, bier og sommerfugle ret hurtigt også komme på besøg. 

Lad dig inspirere af denne historie om et lille bassin, som blev anlagt i 2016, da Naturhistorisk Museum i Aarhus efterlyste steder, hvor der kunne anlægges vandhuller. Med en bevilling på 100.000 kr. fra Miljøstyrelsens Pulje for Grønne Ildsjæle gav museet tilskud til 10 vandhuller indenfor Ringgaden i Aarhus.

I en villahave midt i Aarhus gravede to mænd fra Buus Anlægsgartner A/S i løbet af en dag et hul på tre gange seks meter. Det blev plantet til, og snart var havens kedeligste hjørne forvandlet til en dragende plet til gavn for mennesker, dyr og de insekter, som det især er beregnet for. 

Forestil dig at være et insekt eller en guldsmed, der kommer flyvende hen over byens hustage, asfaltveje og fortove på udkig efter vand at drikke. Kun hvis det lige har regnet, er det til umiddelbart at finde en vandpyt. 

På landet er det også svært, for med de sidste 60-70 års industrialisering af landbruget er tusindvis af vandhuller forsvundet.  Markerne er gødede og sprøjtede, og hvis de er plantet til med majs og raps så langt øjet rækker, har insekterne ikke mange chancer for at finde frem til de blomster, de har brug for. 

De seneste årtiers ændringer i landskabet menes at være årsagen til, at antallet af insekter siden 1989 er faldet  med 75 procent  i tyske naturparker. En opdagelse der har alarmeret insektforskere og biologer - og  bekymrer mange andre. 

Ingen fisk, for de skider

Inden vi fortæller, hvor nemt det er, og hvor glad du bliver for dit nye haveelement, kommer her en vigtig note: Der skal ingen fisk i vandet. Fisk skal have foder, og fisk skider i vandet. To faktorer der får næringsniveauet til at stige, og for at give insekterne de bedste betingelser skal næringsindholdet være lavt. Desuden spiser fiskene insekterne, og så er du lige vidt.

I mange byer med parker og søer er der ofte også ænder, og deres foder og afføring laver endnu mere næring, så de er ikke den store hjælp for insekterne, der hellere vil have noget, der minder om den stille skovsø.

Og hvorfor kunne den ikke ligge i din have eller i din baggård?

Formen er ligegyldig

Insekterne er ligeglade med, hvilken form dit vandhul har, og når først der vokser planter rundt langs kanten, lægger man ikke så meget mærke til faconen. Vandhullet her er superellipseformet. Det vil sige, at der er tegnet en halvcirkel i hver ende, som er forbundet med de to lige sider. Gartneren brugte først en snor og derefter en farvet spray til at afmærke faconen i græsplænen.

Man graver et hul

Det hårdeste og sværeste ved at få et vandhul er, at man skal grave et hul, der er så dybt, at det selv i en streng vinter ikke fryser helt ned til bunden, hvor insekter og tudser gerne vil overvintre. Det vil sige, at hullet skal være mindst 80 cm dybt. Nogle vandplanter foretrækker lavere vand, så du kan fint have forskellig dybde i vandhullet.  

Størrelsen af vandhullet afhænger af, hvor meget plads du har, og hvor bred din folie er. Vandhullet på billedet er tre gange seks meter. Der er en bred kant hele vejen rundt, hvor vanddybden er 10 cm, og så falder det ellers skråt ind mod midten, hvor det er 80 cm dybt. 

Når man graver et hul, får man jord til overs. Hvis en vognmand skal fjerne jorden, er det en udgift, man skal huske at regne med. 

Pindsvinene bliver glade for stenene

Når hullet er gravet, skal man gå overfladen grundig efter for skarpe sten, inden man lægger først filt og derefter folie ud. Folien er tung at flytte på, så det er lidt besværligt at få folderne i folien til at ligge pænt.

Stenene langs kanten er med til at holde folien på plads og er gode at sætte planterne imellem. Insekterne gemmer sig under stenene, og fuglene kan lide at sidde på dem og drikke vand og vaske sig. Endelig gør stenene god nytte, hvis en mus eller et pindsvin skulle komme ud i vandhullet, for stenene gør det nemmere at komme op på land igen.  

Der må være en kant

Kanten omkring vandhullet kan laves på mange forskellige måder. Kravet er, at vandet skal være adskilt fra jorden omkring vandhullet, da jorden vil virke som et trækpapir. Udfordringen er, at kanten helst skal være være i vater, og at det er pænest, hvis kanten ikke er alt for synlig. 

Her er valgt den løsning, at kanten er lavet af halve rundstokke, som er banket ned i jorden, de er derefter forbundet med forskallingsbrædder. Til sidst er folien trukket ud over og sømmet på ydersiden, det kan ses i videoen om selve tilblivelsen.

Løsningen med rundstokke og forskallingsbrædderne har nu vist sin holdbarhed i snart tre år, og der er kun tilført ekstra vand i løbet af den ekstremt tørre sommer i 2018, ellers har regnen sørget for opfyldning. De fleste steder er planter og græs vokset ud over og har dermed kamufleret kanten. 

Jubii, nu med vand

Det var altså ikke min ide, men gartnerens: At ringe til brandvæsnet og høre om de ikke kunne komme og hælde noget vand i det nye hul. Og de gjorde det! På under fem minutter var der fyldt 6000 liter vand i hullet, og så havde de endda ikke sat fuldt tryk på. Det ville have taget uendelig mange timer med en vandslange.

Du kan jo selv se, om du tør spørge din brandstation, om de har tid til at komme forbi med lidt vand?

På billedet herover er vandhullet nøjagtig et år gammelt. Planterne har fået godt fat, og her er masser af liv: Naboernes katte kommer dagligt forbi og drikker af vandet, fuglene bader i det, og det svirrer med insekter. Især er det en fryd at se den blåmosaikternede guldsmed flagre over vandoverfladen. 

Endnu ingen tudser

Man kunne fristes til at gå ud i en skovsø og hente nogle haletudser, så der også kom tudser, men det er faktisk forbudt. Desuden vil de, når de selv bliver til store tudser, vandre tilbage til, hvor de blev udklækket for selv at lægge æg der, og det ville være synd, for så skulle de forcere adskillige store veje.

Så det må vente, til tudserne kommer ad naturlig vej, måske som et æg, der har sat sig fast på et fugleben?

Planter i nylonstrømper

Planterne ude i vandet er sat i krukker, som er stillet på betonrør for at få planterne op i den rette højde. Mellem stenene er der også sat planter, enten i små krukker eller i sorte, aflagte nylonstrømper, der holder godt på jorden. 

Planterne er pollenrige og valgt efter, hvad der tiltrækker bier og insekter.

Her er et simpelt fif til at få fat i planter, som blomstrer på forskellige tidspunkter på året, og som er eftertragtede af insekter og bier: Besøg året igennem planteskolen og se, hvilke blomster der er særlig meget liv omkring.

Omkring vandhullet er også lagt masser af forårsløg, og der er plantet grupper af prydgræsser, som hele vinteren står og svajer i vinden. 

Vedligeholdelse og myg

Fordi der ikke er fisk eller ænder i vandet, er det ret nemt at holde klart. Der kan komme lidt alger, som kan tages op med et net, men ellers kræver vandhullet ikke mere vedligeholdelse end et almindeligt staudebed. Og nej: Der har ikke været skyggen af problemer med stikkende myg.

Held og lykke med dit vandhul. Du bliver så glad for det, og selvom du måske bor langt fra kysten, vil du herefter altid kunne tage en frokost "ved vandet" -  velvidende at du har gjort noget godt for naturen og især for insekterne.

Biolog Lars Brøndum var meget begejstret for vandhullet, da han så det efter et år, men på spørgsmålet om, hvad man mere kan gøre for at hjælpe bier og insekterne inde i storbyen, svarede han: - Endnu flere blomster, og gerne de vilde af slagsen. 

 Nu med vilde blomster som nabo

I april 2018 blev der derfor ved siden af vandhullet gravet ud til et nyt bed til vilde blomster. Bedets form er inspireret af vandhullets facon, det er seks gange halvanden meter og med cirkelformede ender. Formen blev markeret med mel, og så blev græstørvene ellers skrællet af. Der er blandet lidt sand i jorden for at gøre den mere næringsfattig, og to måneder efter summede insekterne lystigt mellem de vilde blomster. Endnu en hjælpende hånd til naturen.

Af Søs Kjeldsen - oprindelig udgivet i oktober 2017, revideret april 2019.