Hører du skud i weekenden? Her er forklaringen
Særligt i den østlige del af Djursland kan man støde på soldater.
Hvis du hører kamplarm eller møder en eller flere soldater, når du lufter hunden i weekenden, så er der ikke noget at være bekymret for.
Djursland, særligt den østlige del, danner i weekenden nemlig ramme om en af årets største øvelser for Hjemmeværnet i Østjylland.
Op imod 200 soldater fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland samles for at træne bevogtning, som er en af de opgaver, Hjemmeværnet skal kunne løse i tilfælde af en krise eller konflikt, hvor der kan være fjendtlig tilstedeværelse på dansk grund.
- I tilfælde af en konflikt, kan vi få til opgave at bevogte nogle af de væsentlige militære installationer og depoter, der er placeret rundt omkring i Østjylland. Det kan også være vigtige knudepunkter i vores infrastruktur og forsyning, siger oberstløjtnant Christina Pojezny, der er chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland i en pressemeddelelse.
Øvelsen på Djursland varer fra den 24. september til og med den 26. september.