Her er årets 10 mest populære Facebook-videoer

På TV2 ØSTJYLLANDs Facebook-side er det især videoer, der er nået ud til rigtig mange mennesker.

Gennem året har vi på TV2 ØSTJYLLAND delt mange ting på Facebook, som er nået vidt og bredt.

Blandt de 10 mest populære opslag finder vi udelukkende videoer, som alle har det til fælles, at de formentlig skaber smil på læben hos brugerne.

De 10 opslag er valgt ud fra, at de har fået flest såkaldte interaktioner. Det vil sige flest likes, kommentarer og delinger.

10. Leander hjælper under coronakrisen

Leander Grant Andersen holder hovedet højt, selvom coronaen også har påvirket hans virksomhed.

Han driver en lille udbringningsservice, og han lader ikke hverken krisen eller sit handicap bremse sig.

9. Far printet 3D-værn mod smitte

På Sølystskolen i Aarhus har en af fædrene opfundet og 3D-printet et værn mod en potentiel smittekilde.

Helt konkret er det et slags albuehåndtag, som opfinderfaren har lavet.

8. Når man tjekker sin instastory efter en bytur

I vores serie 'Stalker' har vi gravet efter historier og digitale fodspor i flere kendtes fortid.

TV-kokken Micki Cheng blev meget pinligt berørt, da han så nogle af de ting, vi havde fundet frem om ham.

7. Når du ikke skal i lufthavnen

Coronakrisen har begrænset meget af vores hverdag i 2020. Det har vi i flere videoer forsøgt at lave lidt sjov med.

En af videoerne viser en turist, der har svært ved at lægge vanerne fra lufthavnen fra sig.

6. Danseglæde ved Djurs Sommerland

Sebastian er ansat i forlystelsesparken Djurs Sommerland til at guide bilerne på plads på den store parkeringsplads.

Den opgave har han virkelig taget til sig, og han skaber smil på læben hos bilisterne.

5. Leander skaber sin egen virksomhed

Leander Grant Andersen flyttede til Silkeborg og besluttede sig for ikke at lade sit handicap begrænse ham.

Han har lavet en servicevirksomhed og bringer varer ud for ældre og andre, der ikke selv har mulighed for eksempelvis at handle ind.

4. Andemor og 14 ællinger tager elevatoren ned

En andemor havde i april udset sig Katrine og Oles altan i Aarhus som det perfekte sted til sin rede.

Efter 14 dage med æglægning og fire uger med udrugning skulle andefamilien ned fra altanen igen. De tog elevatoren.

3. Sådan har firlingerne det i dag

Siden de var små, har TV2 ØSTJYLLAND fulgt firlingerne fra Helstrup ved Randers. I år vendte vi tilbage til dem og lavede historien om, hvordan det er gået dem.

Vi spurgte også forældrene Jonna og Jens ind til, hvordan det har været at få fire piger på én gang.

2. Når man savner charterferien

De fleste østjyder har i år ikke kunnet rejse sydpå på grund af corona.

Vi valgte i en video at vise en turist, som i stedet må holde charterferien herhjemme.

1. Corona-fællessang fra altanerne

Da den første coronanedlukning fandt sted i marts, levede vi alle en isoleret hverdag.

For at skabe glæde i en svær tid gik en flok musikalske aarhusianere sammen om at lave fællessang på altanerne.