Hele ugen byder på sol og forårsvejr
Vejret kan næsten ikke blive smukkere, siger meteorolog hos DMI Trine Pedersen om den kommende uge.
Midt i coronakrisen presser foråret sig for alvor på over det nedlukkede Danmark, hvor den kommende uge byder på masser af solskin og varme.
Det siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut Trine Pedersen mandag morgen.
- Det kan næsten ikke blive en smukkere uge, siger Trine Pedersen og bringer dermed lidt gode nyheder til de mange tusinde danskere, der kan nyde solen fra altanen eller på en gåtur - med afstand naturligvis.
Smukt vejr i ugens start
Ugen begynder mandag med en solskinsdag med temperaturer mellem fire og syv grader. Vinden bliver let til frisk fra syd, og det bliver dermed godt vejr til en gåtur, siger Trine Pedersen.
Det smukke forårsvejr vil fortsætte til og med torsdag, forklarer Trine Pedersen.
- Det bliver stort set samme vejr indtil fredag med temperaturer op mod ti grader.
Kolde nætter
Om natten kan der dog komme nattefrost over hele landet, hvor det vil være koldest i den centrale del af landet.
Vi skal takke et højtryk i Østersøen for forårsvejret, siger Trine Pedersen.
- Et stort højtryk har taget turen fra Island til Skandinavien og ligger nu i Østersøen, siger hun.
Læs også:
Højtrykket roterer med uret og giver dermed østenvind til Tyskland, hvilket sender søndenvind op over Danmark.
Det er en tør luft, som er gældende for store dele af kontinentet, siger Trine Pedersen.
Det gode vejr kan dog slutte fredag.
- Det er ret usikkert lige nu, men der kommer muligvis koldfronter fra nordvest, der kan sende små regnbyger over landet, siger Trine Pedersen.