Har du undret dig? Derfor vajer dette flag rundt omkring i det østjyske
Statslige myndigheder hejser den 29. det færøske flag på deres bygninger.
Mange har nok i dag undret sig over, at det færøske flag Merkið er hejst rundt omkring på diverse statslige bygninger i det østjyske.
Men det er der en god forklaring på.
Dagen i dag, den 29. juli, er nemlig Færøernes officielle flagdag i Danmark.
Markerer et stærkt bånd i rigsfællesskabet
I 2016 besluttede den danske regering sig for, at man ville indføre officielle flagdage for både Grønland og Færøerne.
Fremover skulle statslige myndigheder altså flagre med det grønlandske flag, Erfalasorput, på Grønlands nationaldag den 21. juni og med det færøske flag, Merkið, på Færøernes nationaldag den 29. juli.
Læs også
Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte dengang:
- Flagene er forskellige, ligesom landene i rigsfællesskabet. Det er forskelligheder, vi skal respektere og værdsætte, samtidig med, at vi skal markere og fejre vores fælles historie og stærke bånd i rigsfællesskabet
Strid om datoen
Datoen i dag har dog været et mindre stridspunkt gennem tiderne, fordi Færøerne selv har deres officielle flagdag den 25. april - og altså ikke i dag, den 29. juli, hvor vi fejrer den her i landet.
Derfor spurgte forhenværende medlem af Folketinget for det færøske parti Tjóðveldi den 21. marts statsministeren, 'hvorfor den officielle flagdag, den 25. april, var fravalgt i Danmark'?
Hertil svarede den daværende statsminister:
- Regeringen har besluttet, at der skal flages med det færøske flag på Olai-dag den 29. juli. Hermed knyttes flagdagen til det, der almindeligvis kaldes Færøernes nationale festdag.
Læs også
Ólavsøka - eller Olai-dag på dansk - er Færøernes nationaldag, der markerer den norske kong Olav Haraldssons dødsdag, der efter sin død på Stiklestad i Norge blev kåret til helgen med navnet Olav den Hellige.