Han hørte sin mors sidste åndedrag gennem telefonen på hendes bryst

John Hansen har fulgt debatten i år om forholdene i fængslerne, som han mener mangler nuancer. For han oplevede stærk empati fra de ansatte, da hans mor døde.

Når vi mister vores kære, er det nærliggende at søge trøst hos nærmeste familie og venner. Men det er ikke alle, der har den mulighed.

John Hansen er en af dem. Han har henvendt sig til TV2 ØSTJYLLAND for at fortælle sin historie om, da han mistede sin mor tidligere på året. 

Det gjorde ondt. Rigtig ondt. Især fordi han ikke kunne være der så meget, som han kunne have ønsket.

John Hansen sidder nemlig i fængsel. Med en dom på over ti år for hård narkokriminalitet er han indespærret på et lukket afsnit i Vestjylland.

John Hansen er indsat på en lukket afdeling, hvor han 12 timer i døgnet er låst inde (genrebillede).
John Hansen er indsat på en lukket afdeling, hvor han 12 timer i døgnet er låst inde (genrebillede).

12 af døgnets 24 timer tilbringer han alene bag lås og slå. Netop, som han var blevet låst inde for natten, fik han beskeden om, at hans mor var ved at dø. En time senere trak hun vejret for sidste gang.

Er der når lokummet brænder

Det er ikke en historie om, hvor synd det er for ham, at han er i fængsel, understreger John Hansen, men han har brug for at fortælle sin historie.

Bag den gemmer sig nemlig en dybere fortælling om, hvordan han som indsat oplever en meget medmenneskelig behandling fra fængselsvagterne og fra Kriminalforsorgen. Også i tiden omkring morens død.

quote Det er meget sjældent, jeg har oplevet vold, og jeg har siddet i fængsel en del

Derfor rykker han ud med sin meget personlige historie om det, at miste ens nærmeste, mens man sidder inde.

- Når man hører om voldsepisoder i fængslerne, er det ikke så tit, at journalisterne fortæller, at det ofte foregår på de her specialafdelinger. Det er meget sjældent, jeg har oplevet vold, og jeg har siddet i fængsel en del. Der skal også noget positivt ud om Kriminalforsorgen. Om det her med, at de kan hjælpe en. Om, at når lokummet brænder for en indsat, er de også klar til at smide, hvad de har i hænderne og hjælpe, siger John Hansen.

Kort tid tilbage at leve i

Han sidder som omtalt på et lukket afsnit. Han har siddet inde i omtrent halvandet år nu og har altså udsigt til mange år endnu bag fængslets mure.

For overhovedet at få lov til at komme på ordinær udgang fra fængslet, skal han først have afsonet en tredjedel af straffen. Det er der længe til.

Sådan er rammerne for fanger på lange afsoninger, og der er ikke en klage at spore, da John Hansen fortæller om det vilkår.

Alligevel får han i maj ekstraordinært lov til at forlade fængslet i nogle timer iført håndjern og med tre vagter som følge.

Den ekstraordinære udgang får han tildelt, fordi hans mor er meget syg. Hun har kræft, hvilket hun har haft i mange år, men hun er nu terminal patient og altså på vej til at dø.

- Min mor har haft kræft i mange år. Hun havde myelomatosekræft (kendt som knoglemarvskræft, red.). Det sætter sig i knogler og alt sådan noget. Og så går det pludselig rigtig, rigtig hurtigt ned ad bakke med hendes sygdom.

Særlig tilladelse til udgang

Det er morens læge, der ifølge John Hansen selv ringer til fængslet om eftermiddagen fredag den 14. maj og gør dem opmærksomme på, at hun nu kun har kort tid tilbage at leve i – måske bare en uge.

Fredag eftermiddag er et kritisk tidspunkt, for som på mange arbejdspladser er det ikke i weekenden, at kontorstolene er hårdest belastede.

- Men alligevel bliver der trukket i en masse tråde. Da der bliver ringet herind fredag, er der nogle ansatte, der laver noget i løbet af hele weekenden, så politiet og juristerne om mandagen kan godkende min udgang, og om tirsdagen er jeg allerede ude, fortæller John Hansen og understreger, at det er sådan en indsats, der gør, at han nu fortæller sin historie.

Med en dom på over 10 års fængsel, er der længe til, John Hansen ordinært må komme på ledsaget udgang (genrebillede).
Med en dom på over 10 års fængsel, er der længe til, John Hansen ordinært må komme på ledsaget udgang (genrebillede).

Iført håndjern og med tre oppassere besøger han dagen efter moren, der til besøget er kommet hjem fra hospitalet til sit hjem i Horsens. De får omkring fem timer sammen, og det er godt, for moren er virkelig skidt.

- Det skulle være her og nu. Hun var meget, meget syg. Hun lå i sofaen og sov, faldt ind og ud af sin sygdom, fordi hun var så påvirket af medicin. Hun var meget afkræftet, husker John Hansen.

Hans søskende og hans kone er også til stede, ligesom hans mormor er der. Det samme er de tre vagter fra fængslet, som ikke er hvem som helst.

John Hansen har skrevet et brev om oplevelsen tidligere på året.
John Hansen har skrevet et brev om oplevelsen tidligere på året.

John Hansen har bedt om, at det bliver tre specifikke vagter, der skal med ud. Han vil ikke have tre unge elever med, som ikke kender hans situation og har erfaring i faget. Det ønske imødekommer fængslets ledelse.

Verden brød sammen

Allerede nogle uger tidligere i maj har John Hansen fået besked om, at han må indstille sig på, at hans mor ikke lever meget længere. 

På et telefonmøde med familien giver en læge den 4. maj John Hansen og hans søskende den triste besked, at moren er terminalt syg og højst har et år tilbage at leve i.

- Så jeg er helt knust og ked af det. Her er vagterne proaktive og spørger, om jeg vil se en psykolog, og de sørger for, at jeg får fri fra fast arbejde i fængslet, så jeg kan bearbejde det hele, fortæller John Hansen.

Helt knust

En uge senere får han endnu en besked fra lægerne. 

Det er som om, at hver samtale med lægerne skærer en tid af morens liv. 

Denne gang må lægerne fortælle, at hverken medicinen eller den eksperimentelle behandling, de har prøvet på moren, virker længere, og de giver hende nu kun kort tid at leve i.

John Hansens verden bryder sammen, da han får beskeden, men han oplever stor støtte og medfølelse fra fængslets ansatte både dag og nat.

Løftet til mor

På grund af John Hansens lange straf er der som beskrevet strenge regler for hans mulighed for udgang.

Derfor er besøget i morens hjem også sidste gang, han ser hende i live helt tæt på. Han når ikke at komme ud til hende igen.

- Nej, desværre. Jeg har brugt en udgang den 18. maj, så næste gang hedder det sig, at så skal man have sagt farvel og til begravelse og sådan noget, så jeg får afslag på en ekstra udgang, men som et plaster på såret bliver det godkendt, at jeg kan skype med min mor, mens hun ligger på sygehuset, mindes han.

John Hansen får sin kone til tage en computer med på sygehuset, så han kan snakke med sin mor en sidste gang. Moren er meget afkræftet.

Løftet til mor

Han får sin kone til at læse et brev op for moren, som han har skrevet til hende, og det er en rørende stund. 

I brevet lover han moren, at han nok skal tage sig af sine søskende, og at det skal blive hans sidste gang i fængsel.

- På den måde får jeg lov til at se min mor der, og så dør hun så to dage senere, fortæller John Hansen.

Den sidste vejrtrækning

Dermed er vi tilbage ved begyndelsen på denne fortælling. 

Tilbage til den aften, hvor John Hansen kort efter at være blevet låst inde for natten får besked om, at han skal komme til telefonen. 

Det er lørdag den 29. maj. Dagen før er moren bragt til et hospice.

- Da klokken er omkring otte, bliver jeg hentet af vagterne, der siger, at den er helt gal, så jeg får lov til at ringe hjem, og klokken ni dør min mor. Jeg var med, indtil hun trak vejret sidste gang. Der var jeg i telefonen, som lå på hendes brystkasse, hvor jeg kunne høre, hun trak vejret en sidste gang, siger John Hansen.

Efterfølgende får han ekstraordinært lov til at tale i telefon med familien til klokken et om natten, og da han endelig lægger på, er nattevagterne nærværende og støttende i sorgen.

- Da kom de og hentede mig og hjalp mig og støttede mig. De gjorde nogle ting og sager som gør, at man nemmere kan komme igennem det. Det er jo netop det, jeg gerne vil have frem, at det ikke altid bare skal handle om, at de ikke er medmenneskelige, for det er de.

quote Jeg var med, indtil hun trak vejret sidste gang. Der lå jeg i telefonen på hendes brystkasse og kunne høre, hun trak vejret en sidste gang

Alene med mor i kapellet

Den 10. juni begraver han sammen med sine søskende deres mor. 

John Hansen har fået udgang til begravelsen, hvor han også får en sidste mulighed for at se sin mor.

Igen har han tre vagter med på udgang, som lader ham være alene i kapellet en stund.

- Her i rummet får jeg sagt farvel til min mor, og jeg siger undskyld og tak for livet. Jeg nusser hendes hånd og græder meget, fortæller John Hansen, som også holder en tale ved begravelsen.

Alene med mor i kapellet

Tilbage i fængslet sidder han nu og kan tænke længe over tingene.

- Jeg har ikke noget imod at tage min straf, men det er ubehageligt, når man mister nogen, der er tæt på en. Under sidste afsoning mistede jeg desværre min bedste ven, så det er en dårlig stime, når jeg er i fængsel. Så mister jeg nogen, der er tæt på mig, siger John Hansen.

quote Under sidste afsoning mistede jeg desværre min bedste ven, så det er en dårlig stime, når jeg er i fængsel. Så mister jeg nogen, der er tæt på mig

Han understreger, at han er afklaret med, at han skal sidde fængslet de næste mange år. Har man begået noget kriminelt, skal man selvfølgelig straffes.

- Selvfølgelig er det ikke rart. Når du bliver lukket inde i en celle 12 timer i døgnet, har du tid til at tænke over, hvad du har gjort. Ligesom nu, hvor jeg mistede min mor, er det da ubehageligt at sidde inde i en celle og have de her tanker. Men det er jo også en del af straffen.

Håber at kunne motivere

Han vender dog igen og igen tilbage til sit mål med at stå frem.

- Det er selvfølgelig min egen skyld, at jeg er i fængsel og ikke kunne være der for min mor. Men at vagterne er så behjælpelige og støttende, gav mig en ro og var befriende for mig. For jeg vidste, at de kæmpede min sag, siger han og fortsætter.

- Jeg ved, hvor svært det er, at jeg kunne komme på udgang, fordi jeg lige er startet på afsoning af dom på plus 10 år. Så jeg ved, at chefen og de vagter, der har været indblandet, har kæmpet en brav kamp for mig, siger John Hansen.

Han håber, at hans historie kan få mænd og kvinder, der overvejer at blive fængselsbetjente, til at tage skridtet, for vagternes arbejde betyder noget for folk som ham.

- Man kan faktisk gøre en kæmpe forskel for et andet menneske, som er presset over at være indsat.

Fængslets svære kamp for ham

Artiklen er baseret på telefoninterview med John Hansen i Nørre Snede Fængsel samt et 10 sider langt brev, han har skrevet om oplevelserne omkring hans mors død tidligere i år, hvor han som langtidsindsat i et lukket fængsel oplevede forståelse og medmenneskelighed fra Kriminalforsorgen og vagterne i fængslet.

Af hensyn til sikkerheden for John Hansen og de ansatte i Kriminalforsorgen, har vi benyttet et dæknavn. Af samme årsag beskriver vi heller ikke omstændighederne for hans fængsling. John Hansens rigtige navn er redaktionen bekendt, ligesom redaktionen er bekendt med, hvad han er dømt for.

Det er ikke usædvanligt, at indsatte får ekstraordinær udgang, når de nærmeste ligger for døden. Udgangsbekendtgørelsens paragraf 31 stk. 1 beskriver udgang til særlige formål: ”Indsatte kan få udgang med henblik på at besøge en nærtstående person, som er alvorligt syg.”

Det kræver et større arbejde, før der gives udgang til indsatte med lange fængselsstraffe, som John Hansen også har beskrevet. Blandt andet skal Kriminalforsorgen have bekræftede oplysninger fra for eksempel sygehuset om, at det er ved at være slut for den pågældende syge.