Hærchef på flagdag: Verden har ændret sig markant på et år
Over 1.000 danske soldater er udsendt aktuelt. Krig i Ukraine har ført til øget tilstedeværelse i Østeuropa.
Når kalenderen siger den 5. september, er det traditionelt den årlige flagdag for Danmarks veteraner, og i år er det 14. gang, der flages med dannebrog for at ære de udsendte.
Det er en officiel flagdag, hvor der bliver flaget og holdt forskellige arrangementer for at anerkende og hædre dem, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af Folketinget, regeringen eller en minister.
Læs også
Det er en markant ændret verden, som Danmark står over for i dag, sammenlignet med 5. september sidste år, da der senest blev markeret flagdag for Danmarks udsendte.
Det mener Gunner Arpe Nielsen, der er chef for hæren.
- Verden har ændret sig markant siden sidste flagdag. Krigen i Ukraine har tvunget os til at øge vores tilstedeværelse i Østeuropa massivt. Samtidig har vi stadig missioner i Irak, Kosovo og mange andre steder, siger han i en video, som Beredskabsstyrelsen har delt på det sociale medie Twitter.
Også de faldne mindes.
Men det er ikke en saga blot, at Danmark har soldater udsendt.
I øjeblikket er over 1.000 udsendt. Det fortæller Carsten Fjord-Larsen, fungerende chef for søværnet, i en videoen.
Læs også
- Mange har været udsendt tidligere, men for mange er der tale om første gang. De vender alle hjem med erfaring. De vender alle hjem som veteraner, siger Carsten Fjord-Larsen i videoen.
Officielle flagdage 2022
- 1. januar: Nytårsdag.
- 5. februar: Kronprinsesse Marys fødselsdag.
- 6. februar: Prinsesse Maries fødselsdag.
- 9. april: Besættelsesdagen. Der flages på halv stang frem til klokken 12. Herefter på hel stang.
- 15. april: Langfredag. Der flages på halv stang hele dagen.
- 16. april: Dronning Margrethes fødselsdag.
- 17. april: Påskedag.
- 29. april: Prinsesse Benediktes fødselsdag.
- 5. maj: Befrielsesdagen.
- 26. maj: Kristi himmelfartsdag og kronprins Frederiks fødselsdag.
- 5. juni: Pinsedag og grundlovsdag.
- 7. juni: Prins Joachims fødselsdag.
- 15. juni: Valdemarsdag og genforeningsdag.
- 21. juni: Grønlands nationaldag. Der flages med det grønlandske flag.
- 29. juli: Færøernes nationale festdag, Olai Dag. Der flages med det færøske flag.
- 5. september: Dagen hædrer alle, der er eller har været udsendt af Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet.
- 25. december: Juledag.
Kilde: Justitsministeriet
Over 60.000 danske soldater har været udsendt til missioner over hele verden siden 1948, lyder det fra Jan Dam, der er chef for flyvevåbnet.
- Så det er rigtig mange, vi hylder på flagdagen i dag (mandag, red.). I fortjener den største respekt og anerkendelse, siger han.
Også for pårørende
Hæderen er ikke alene rettet mod nuværende og tidligere udsendte soldater, politifolk, redningsfolk, sundhedspersonale og folk fra Udenrigsministeriet.
Også de pårørende får en særlig tanke med på vejen, lyder det fra chefen for specialoperationskommandoen, Peter Boysen.
- Alle dem, der savner jer, hver gang I rejser ud.
- Nogle gange med kort varsel. Også nogle gange uden at vide, hvor I rejser hen, siger han.
Læs også
Også direktør for Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg, chef for hjemmeværnet Jens Garly, forsvarschef Flemming Lentfer og forsvarsminister Morten Bødskov (S) retter en tak til Danmarks udsendte i videoen for at have gjort en forskel.
- Tak for at stille op, når der bliver kaldt på jer. Og husk, I er aldrig alene, uanset hvor I rejser hen, siger ministeren.
Der er officielle fejringer i anledning af flagdagen i både København og Frederikshavn mandag.