Hadet stiger under corona: Politikere modtager flere trusler end før pandemien

Politikerne modtager flere hadefulde beskeder under coronapandemien, end de gjorde før. Det viser en rundspørge, TV2 ØSTJYLLAND har lavet blandt Folketings medlemmer.

- Er du svært retarderet? Du er lige så syg i bolten som de pædofile trosfæller, du beskytter.

- Du er da et beskidt lille svin. Få noget moral.

- I er seriøst syge i potten og snart bliver jeres private adresser offentliggjort.

Sådan lyder bare nogle af de mange hadefulde mails og beskeder, som det østjyske folketingsmedlem Charlotte Broman Mølbæk (SF) fra Randers har modtaget i den seneste tid.

Som folketingsmedlem er hun vant til at modtage beskeder fra folk, der er uenig i hendes politiske standpunkt, og som er utilfreds med beslutningerne på Christiansborg.

Hun er sågar vant til, at de beskeder, hun modtager, til tider er grove, men under coronakrisen er sproget blevet endnu grovere, og mængden af såvel beskeder som trusler er blevet større.

- Man skal som politiker være klar på, at nogle af de ting, vi vedtager, gør noget ved mennesker, og at de bliver vrede og kede af det. Men jeg synes grænsen er nået, når man begynder at tale rigtig nederdrægtigt til hinanden og kommer med trusler, siger Charlotte Broman Mølbæk til TV2 ØSTJYLLAND.

Her ses en besked Charlotte Broman Mølbæk har modtaget på Facebook, der indledes med hilsenen "Hej møgso".
Her ses en besked Charlotte Broman Mølbæk har modtaget på Facebook, der indledes med hilsenen "Hej møgso".

Flere politikere oplever stigende had under corona

Charlotte Broman Mølbæk er langt fra det eneste folketingsmedlem, der oplever, at situationen med de mange hade fulde beskeder er taget til under coronapandemien.

TV2 ØSTJYLLAND har lavet en rundspørge blandt Folketingets 179 medlemmer. 32 har svaret, og blandt dem er tendensen tydelig: Der er kommet flere hadefulde beskeder, og de er endnu grovere, end de plejer.

Også folketingsmedlem for Socialdemokratiet Camilla Fabricius fra Aarhus har oplevet de hadefulde beskeder og trusler som en stigende tendens.

- Jeg har ingen forventning om, at alle er enige med mig. Jeg synes faktisk, at argumenterne er meget vigtige, også selvom man måske har svært ved at have sproget og tastaturet i sin magt. Men man skal gøre sit bedste, og man skal tale ordentligt, siger Camilla Fabricius til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Når man i en coronatid er med til at træffe beslutninger, der er voldsomt indgribende i alles hverdag, må man også stå på mål for kritik. Men af og til krydses grænsen, hvor kritik bliver til had, chikane eller måske ligefrem trusler. Det har en del folketingspolitikere oplevet de seneste måneder, viser en rundspørge.

Særligt trusler skaber bekymring

For Charlotte Broman Mølbæk er det altid ubehageligt at modtage mails og beskeder, hvor folk sviner hende til og kalder hende grimme navne.

Men for hende er det særligt truslerne i beskederne, der gør et stort indtryk, da det skaber en utryghed for både hende og familien.

- Jeg har følt mig stigende truet det seneste halve år. Det går konkret ud på, at de snakker om at opsøge os på vores private adresser, at de siger de ved, hvor vi bor, og at vi ingen søvn vil få om natten, siger Charlotte Broman Mølbæk.

Camilla Fabricius er af den overbevisning, at problemet langt hen ad vejen kan løses, hvis bare folk forstår, at det, man skriver i en besked, faktisk svarer til at sige det direkte til personen ansigt til ansigt.

- Jeg tror faktisk, at man, når man sidder derhjemme og bliver meget opildnet af det ene eller det andet, skal tænke over, om det, man er ved at skrive, er noget man ville sige, hvis man faktisk stod overfor personen., siger Camilla Fabricius og fortsætter.

- Og så også, at det jo faktisk er rigtige mennesker som Charlotte, jeg og resten af mine kolleger, der modtager de hadefulde beskeder, og at det derfor har betydning, at man bliver talt grimt til.

Tidligere rådmand i Aarhus Kommune og nuværende folketingsmedlem, Camilla Fabricius (S), har også oplevet, at der er sket en stigning i hadefulde beskeder under coronakrisen.
Tidligere rådmand i Aarhus Kommune og nuværende folketingsmedlem, Camilla Fabricius (S), har også oplevet, at der er sket en stigning i hadefulde beskeder under coronakrisen.

Håber hadet forsvinder med coronaen

Charlotte Broman Mølbæk har oplevet en klar stigning i hadefulde beskeder og trusler i takt med, at coronapandemien har haft konsekvenser for alle danskere.

Derfor håber hun også, at den vaccine, som netop er taget i brug, ikke bare sætter en stopper for coronaudbruddet, men også de grænseoverskridende beskeder.

- Jeg vil faktisk enormt gerne i dialog med folk, men det bliver svært at komme i dialog, så længe sproget er på den måde her, siger Charlotte Broman Mølbæk

Trafikulykke Grenåvej

Efter bil landede på to andre biler: Bilist sigtet for narkokørsel

Mørke skyer nær villakvarter

play Kælder oversvømmet tre gange: Nu forbereder Klaus sig på nye skybrud

Badesø Knudssø

Badning frarådes: Lort fundet i badevandet

skak

International turnering i Aarhus: - Det betyder meget at komme i gang igen

20_percent

play Ekspert om massive mågeplager: En krig, der ikke kan vindes

Skolebørn

play Bliv vaccineret inden skolestart, siger Brostrøm. Men hvad mener forældrene?

Dagens mest læste