Grundlaget for rewilding er en myte, mener ekspert: - Hvorfor spørger man ikke mig?
Øget biodiversitet og rewilding sætter sindene i kog – for hvordan opnår man det bedst muligt? Bent Vad Odgaard, der er professor emeritus, mener, at hele debatten bygger på en forkert myte.
Når der i Danmark tales om at øge biodiversiteten, taler man ofte om ”rewilding”. Det indeholder blandt andet arealer, hvor store græssere som kvæg og heste får lov at gå i en stor indhegning og holde bevoksningen nede.
Den idé bygger dog på en stor myte om fortiden, mener Bent Vad Odgaard, der er professor emeritus ved institut for geoscience hos Aarhus Universitet.
- Det er blevet gentaget så mange gange, at folk tror på det. Faktum er, at vi ikke har særlig meget evidens for, at der har været særlig mange store, græssende vilde dyr i naturen i forhistorisk tid, siger han i en debat på TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
For at sætte et tidsperspektiv på henviser Bent Vad Odgaard til tiden før, der blandt andet var elge og bisonokser og landbruget.
- Den biodiversitet vi slås for at holde fast i, er i meget høj grad opstået i det gamle landbrugslandskab, som er opstået gennem de seneste 6000 år, siger han.
Forkæmper er uenig
En af dem, der i gennem årene har været aktiv i debatten og fortaler for mere vild natur i Danmark, er Rune Engelbreth Larsen, der er forfatter og naturfotograf.
Han køber dog ikke Bent Vad Odgaards præmis om, at man forsøger at kopiere et bestemt årstal fra forhistorien.
- Der er ingen, der taler om den rigtige natur. Det giver ingen mening. Hverken for 600, 6.000, eller 100.000 år siden, siger Rune Engelbreth Larsen i debatten.
Han henviser blandt andet til pollenanalyser, som man bruger til at give et billede af, hvordan naturen har set ud for flere tusinde år siden.
- Det, vi kan se, er, at liv og biodiversitet er ikke faldet ned i skødet af landbruget for 6000 år siden. Det har været her i millioner af år, siger Rune Engelbreth Larsen.
Hans pointe er altså, at Danmark dengang var et mere åbent land, og det blandt andet skyldes de store græssere.
- Hvorfor spørger man ikke mig?
Bent Vad Odgaard understreger i debatten, at han har arbejdet med den historiske natur og fortiden økosystemer hele sin karriere – og at de maksimalt er en håndfuld, der har gjort netop dette.
Læs også
Problemet er ifølge professoren, at dem, der taler om rewilding, ikke er blandt dem.
De har vel ret til deres holdning?
- De har ret til at have den holdning, men jeg er eksperten i det. Jeg er den eneste her i landet, der nogensinde er blevet professor i det her område. Hvorfor spørger man ikke mig?, lyder det retorisk fra Bent Vad Odgaard.
Og det gør vi så:
Hvis vi skal have den største mangfoldighed af liv og arter, mener du, vi skal vinterfodre og have flere domesticerede dyr på store arealer?
- Det, vi lærer af historien, er, at den store biodiversitet kommer ind, da landbruget kommer og begynder at græsse. Det naturlige ville være at emulere det og gøre det samme, siger Bent Vad Odgaard, der ærgrer sig over, at eksempelvis Rune Engelbreth Larsen ikke har rakt ud til ham i løbet af årene for at blive klogere.