Gravide kan vaccineres: Slut med akavede situationer
Gravide kan nu blive vaccineret - og det kan de gøre med ro i maven, mener ledende overlæge.
Ligesom resten af befolkningen kan gravide og ammende nu få en corona-vaccine.
Onsdag ændrede Sundhedsstyrelsen nemlig deres anbefalinger og gav grønt lys til vaccinestik til både vordende og ammende mødre.
De nye retningslinjer begejstrer først og fremmest mange gravide og ammende, men også på vaccinationscentrene er de glade for regelændringen.
- Det giver en anden tilgang til tingene. En skønnere situation for os - helt sikkert, siger Bent Windelborg Nielsen, ledende overlæge for vaccinationscentret i Randers.
Læs også
Tidligere har personalet på vaccinationscentrene nemlig befundet sig i akavede situationer, når de skulle spørge kvinder i den fødedygtige alder, om de var gravide eller ej.
- Der har været mange tanker, meget snak omkring, hvordan vi håndterer det her i vores egen organisation, siger Bent Windelborg Nielsen.
Ikke alle gravide skal vaccineres
Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer betyder ikke, at alle gravide kan få stikket på vaccinationscentrene rundt om i landet. Er man tidligere end 12. uge, skal man nemlig have en aftale med sin læge, inden man kan få stikket.
Læs også
Dermed slipper Bent Windelborg Nielsen og kollegaerne altså ikke helt for at spørge ind til graviditet.
- Det er for at ”fange” dem, der er fem-seks-uger henne, siger han og fortsætter:
- Det kan godt være, at der har været nogen, der er lidt gravide, som man ikke kan se det på dem, som er gået ind og blevet vaccineret, men de fleste svarer jo ærligt, når vi spørger. Nu er der er ikke nogen, der skal lyve for os, siger han
Vaccine med ro i maven
Bent Windelborg Nielsen forsikrer om, at gravide, der er længere henne end 12. uge, nu med ro i maven kan lade sig vaccinere.
- Jeg har haft min første vaccination af en højgravid i dag, og vi snakkede om de overvejelser, hun havde gjort sig omkring risiko og ulemper. For hende var det fornuftigt at blive vaccineret, fordi hun stadig kunne nå det, inden hun skulle føde og kunne blive beskyttet mod at blive alvorligt syg af covid, som man kan blive, når man har en stor mave og ikke så godt kan trække vejret, siger han og fortsætter:
- Jeg synes, det er så godt undersøgt, som man nu kan.