Godt festivalnyt: DMI lover lækkert vejr i pinsen
Der ventes en sommerlig weekend forude, og DMI spår pæne chancer for at se pinsesolen danse søndag morgen.
Ikke nok med at mange mennesker fredag eftermiddag går på forlænget pinseweekend, så er der også gode nyheder fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Efter en fredag, der starter skyet, men slutter af med sol til de fleste, står weekenden nemlig i solens og tørvejrets tegn.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Mette Zhang tidligt fredag morgen.
- Fredag vil de fleste stå op til et gråt og tungt skydække. Men så ser det ud til, at det vil klare op i løbet af dagen. Mange steder vil der komme nogen eller en del sol, når vi når hen sidst på dagen, siger hun.
Læs også
Lørdag vil mange mennesker stå op til tågebanker. Igen ser det dog ud til, at det vil klare op.
- Solen har jo rigtig godt fat for tiden, så den vil brænde tågen væk i løbet af dagen, siger Mette Zhang.
- Og så får vi nogle pæne temperaturer lørdag med mellem 17 og 22 grader. Det kan blive lidt køligere ved kyster med pålandsvind, tilføjer hun.
Tocifrede temperaturer - måske med et total først
På pinsedag søndag er der igen en lille risiko for tågebanker i morgentimerne, men ellers forventer DMI, at der kommer nogen eller en del sol. Og igen forventes der temperaturer op mellem 17 og 22 grader.
Mette Zhang vil "bestemt ikke udelukke", at det bliver muligt at se pinsesolen danse søndag morgen.
- Der er risiko for, at der lokalt kan ligge nogle tågebanker og spærre for udsigten, og lokalt kan der måske også være nogle lave skyer. Men generelt set skulle der være pæne chancer for at se pinsesolen danse, siger hun.
Festivalsæsonen er for alvor skudt i gang, og i disse dage løber blandt andet Northside af i Aarhus og Distortion i København.
Læs også
Mette Zhang lover både sol og tørvejr til de mange tusinde festivalgæster i begge ender af landet.
Hun mener, at weekenden ser "nydelig" ud både for Aarhus og København, der kan vente mellem 19 og 22 grader.
Årsagen til det fine vejr er ifølge DMI et højtryk, der lige nu ligger vest for De Britiske Øer, men som bevæger sig mod øst og nordøst og i en overgang stabiliserer vejret.
Fra mandag ventes et lavtryk at bevæge sig op over Nordsøen fra sydvest og give ustadigt vejr med skyer, regn og byger.