Giftlinjen kimes ned: Mange får håndsprit i øjnene

Særligt børn er i skudhøjde i forhold til at få håndsprit i øjnene.

Find ud, hvordan en dispenser virker, inden du starter med at spritte hænder - særligt hvis man har et barn med. Foto: Ritzau - Scanpix

Der findes tiden inden 11. marts, og så findes der tiden efter.

Inden landet lukkede ned, var håndsprit noget, de fleste af os sjældent brugte og sjældent så i det offentlige rum - nu er det overalt.

Læs også 7. klasse sendt hjem på grund af smittefare

Med udbredelsen af håndsprit og håndspritdispensere er der også sket en voldsom stigning i antallet af opkald til Giftlinjen vedrørende øjengener i forbindelse med brug af håndsprit. 

- Vi får måske tre gange så mange opkald som før corona. Pludselig bliver vi langt mere eksponeret, og vi får mange opkald hver dag, siger overlæge hos Giftlinjen, Niels Ebbehøj, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ikke mindst hos landets frisører, er (hånd)sprit blevet fast inventar. 

Ikke børnevenlige

Det er ofte små børn, der kommer galt afsted, og det skyldes ikke mindst, at håndspritdispensere typisk er placeret ret højt oppe, hvis man er to-tre år.

Læs også Sally fik kagekone med denne tekst: Her er historien bag

Håndspritten, der ofte har en høj alkoholprocent på 70-85 procent, kommer altså oppefra og ned, og der skal ikke meget til, før et lille barn får sprit i øjnene. Nogle dispensere sender også en lille sky af håndsprit ud, når man holder hånden under dem, og her kan det for et barn være temmelig svært at undgå at få sprit i øjnene.

- Den dumme storebror, der sprøjter sin lillebror i øjnene med håndsprit, findes også stadigvæk, siger Niels Ebbehøj til TV2 ØSTJYLLAND. 

Der er et højt forbrug af håndsprit i landets fitnesscentre. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Lunkent vand

Det er dog ikke kun børn, der kommer galt afsted. Det sker ofte, at en voksen kommer til at vende en sprayflaske forkert og dermed sprøjte sprit i øjnene. 

- Der er også kommet produkter på markedet, hvor man har lavet nogle blandinger, som er mere irritative. Vi har dog heldigvis ikke oplevet, at nogen har puttet kølervæske eller træsprit i en blanding, siger Niels Ebbehøj.

Læs også 17-årig pige død: Gymnasium sender alle elever hjem

Han har ét godt råd, hvis man får håndsprit i øjnene: Skyl med vand.

- Rent og lunkent vand. Skyl i et minuts tid eller to, og så går det over. Vi har ikke mødt nogle blivende skader. Heller ikke i forhold til børn, der er kommet til at drikke håndsprit, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge Niels Ebbehøj gælder det om at finde ud af, hvordan en dispenser virker, inden man starter med at spritte hænder - særligt hvis man har et barn med.