Gerningsmænd kan få fat i personlige oplysninger om ofre
Selv i sager med polititilhold kan gerningsmænd få adgang til private oplysninger om deres ofre.
Hvis et offer for en forbrydelse får erstatning i en retssag, kan den dømte efterfølgende få adgang til dybt personlig viden om offeret.
Det kan eksempelvis være notater fra psykologbehandling, oplysninger om offerets opholdssted eller om vedkommendes familie.
Det skriver Jyllands-Posten.
Gerningsmanden har ret til at få indblik i private oplysninger om den forurettede, når erstatningen bliver opkrævet.
Læs også
Det er Civilstyrelsen, der står for at indkræve pengene.
Jyllands-Posten har kendskab til en konkret sag, hvor den dømte har fået udleveret 69 dokumenter, der vedrører offeret.
Sagen handler om en 13-årig pige, der ifølge byrettens dom blev udsat for voldtægt begået af hendes idrætslærer.
I landsretten blev læreren i sommeren 2020 imidlertid frikendt for voldtægt, men dømt for at have haft samleje med en mindreårig.
Manden fik polititilhold mod pigen og hendes familie.
Alligevel fik han efterfølgende udleveret navnet på pigens nye skole, adressen på hendes psykolog, notater fra hendes psykologsamtaler og oplysninger om hendes forældres arbejdsplads.
Partier vil ændre loven
Professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra Københavns Universitet tvivler på, at der juridisk er grundlag for at udlevere så personlige oplysninger.
- Rent juridisk er det tvivlsomt, om der er hjemmel til, at en gerningsmand får dybt personlige oplysninger om ofret, siger han til Jyllands-Posten.
Læs også
Men Civilstyrelsen oplyser, at den konkrete sag er håndteret efter reglerne.
- I alle dokumenter fjernes følsomme personoplysninger i det omfang, der ikke er hjemmel til at videregive dem, siger kontorchef Erich Erichsen.
Dog oplyser styrelsen, at den ikke automatisk får besked, hvis en gerningsmand har fået et tilhold. Både Dansk Folkeparti, Venstre og SF vil ændre loven.
Læs også
Retsordfører Karina Lorentzen (SF) kalder det "en uhørt ringe grad af offerbeskyttelse".
Hun mener, at man som det allerførste skal sikre, at Civilstyrelsen får at vide, hvis der ligger et tilhold. Det kan være politiet, der automatisk giver beskeden videre, eller styrelsen selv, der automatisk skal spørge.
- Og så må der også være et spørgsmål om, hvad man egentlig skal have udleveret. Er det nødvendigt for udregningen af en erstatningssag, at man skal have kendskab til dybt personlige psykologsamtaler? Det synes jeg faktisk ikke, siger hun.
Læs også
Samme melding kommer fra retsordfører Preben Bang Henriksen (V).
- Et tab, såsom hvor mange sygedage man har haft, kan jo dokumenteres ved en lægeerklæring. Det behøver man jo ikke fremlægge flere lægejournaler på, siger han til Ritzau.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil bede Civilstyrelsen om at gennemgå sine retningslinjer og procedurer på området.
- Ofre er i en særlig sårbar situation, og det er helt centralt for mig, at vores retssystem sætter ofrene og deres behov først, siger han til Jyllands-Posten.