Går to måneder i træk mod ensomhed

Patrick Cakirli er ude på en march mod ensomhed.

I løbet af otte uger skal han vandre 1.600 kilometer gennem det danske land – men han må aldrig gå uden selskab.

Det er fjerde gang, han marcherer mod ensomhed og i dag ramte han Østjylland, da han gik fra Horsens til Odder, hvor TV2 ØSTJYLLAND fangede ham.

Marchen skal sætte fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring og samle penge ind til March mod Ensomheds Landsindsamling, som i år støtter Ventilen Danmark - en nonprofitorganisation, der forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge.

- At fremmede mennesker, som jeg ikke har en relation til, støtter op om mig og mit hjertebarn, det betyder utroligt meget, siger Patrick Cakirli til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Mød Patrick Cakirli, der marcherer fra Bornholm over Østjylland til Esbjerg.

Må aldrig gå alene

Konceptet for March mod Ensomhed er som følger: Patrick må ikke gå, hvis han ikke har følgeskab - ellers skal han stå stille.

På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

- Jeg håber selvfølgelig på, at det kan være med til at give folk nogle gode oplevelser her på landevejen, nogle gode samtaler og måske også en succesoplevelse, hvis de finder ud af med sig selv, at de kan meget mere, end de går og tror, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Har haft en svær barndom

Med en turbulent opvækst på skiftende opholdssteder og i plejefamilie, har Patrick selv oplevet ensomhed - og i december 2016 blev hans ensomhedsfølelse så voldsom, at han besluttede sig for at række ud efter hjælp på de sociale medier.

Han skrev: “Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den hårdeste periode i mit liv. Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra kl. 14-20. Jeg har sorte bukser og en North Face taske på.”

- Jeg er opvokset på tre børnehjem og i en plejefamilie. Jeg har oplevet et enormt stort svigt, da jeg var yngre, og det har gjort, at jeg har haft nogle meget hårde livsvilkår, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Derfor håber han på, at han med sin march kan inspirere andre.

- Jeg er kun ekspert på min egen historie, men det, der hjalp mig, var, at jeg var åben og ærlig og rakte ud efter hjælp, og det vil jeg selvfølgelig råde alle til at gøre, siger Patrick Cakirli.

I den kommende uge kommer Patrick igennem Skanderborg, Silkeborg, Galten, Aarhus, Hadsten og Randers.

Marchen startede den 16. august i Nexø på Bornholm og slutter den 10. oktober i Esbjerg.