Frygter fyringer på trods af ny aftale

Det er positivt, at barer og restauranter med en ny aftale kompenseres, efter at de har fået indskrænket deres åbningstid. Branchen frygter dog fortsat fyringer.

Arkivfoto: Ny politisk aftale er ikke nok til at undgå fyringer i den danske hotel- og restaurationsbranche. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Aftalen har flere mangler, mener Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restauration- og turisterhvervet.

For eksempel kompenseres der ikke for udgifter til lønninger. Og det er en af de største udgiftsposter i branchen.

- Der er ikke noget lønkompensation i denne her aftale. Så den store udgift får vi ikke hjælp til, siger politisk direktør Kirsten Munch Andersen.

Læs også Bredt flertal er enig om kompensation til restauranter

Presset af krav 

Med aftalen kan barer og restauranter, der taber mindst 35 procent af omsætningen efter de nye restriktioner, få hjælp til de faste omkostninger.

Det følger, efter at restaurationsbranchen nu kun må have åbent til klokken 22.00, efter at coronasmitten er taget til i samfundet.

Kirsten Munch Andersen fremhæver dog, at det ikke kun er de begrænsede åbningstider, som presser branchen.

Læs også Barer og borgere får ros af politiet: - Samfundet gik i stå klokken 22

Der er blandt andet også et kvadratmeterkrav for gæsterne og et krav om afstand mellem gæsterne.

Koster kæmpe beløb

Horesta vurderer, at de nye restriktioner sammenholdt med de eksisterende vil betyde et tab på op til en milliard kroner de to uger, de varer.

- Som aftalen ligger nu, betyder det nok, at vi kommer til at se afskedigelser.

Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta 

- Men jeg har et håb om, at de penge, der er afsat til at hjælpe erhvervet yderligere, bliver målrettet konkrete afgiftslettelser helt ud i vores erhverv, så de kan se en direkte effekt på færre udgifter. For de er pressede, siger hun.

Læs også Bekymret restauratør i Silkeborg: Restriktioner kan koste restauranter livet

Flere penge til forhandling

Hun henviser til de 100 millioner kroner, som i aftalen er blevet afsat til yderligere tiltag. Dem skal der forhandles om de kommende dage.

Hos Dansk Erhverv er administrerende direktør Brian Mikkelsen også glad for, at der nu er faldet en aftale på plads.

Konkurser på vej 

Han tror dog heller ikke, at aftalen er nok til, at branchen undgår konkurser.

- Det ville ikke redde branchen. Men det vil sikre, at færre vil gå konkurs, og det vil sikre arbejdspladser.

- Så vi synes, det er en god aftale. Men det er klart, at det var i sidste øjeblik. For ellers var der virksomheder, der var væltet omkuld, siger direktøren.

Han havde dog gerne set, at aftalen ikke udløb ved udgangen af oktober, men lå fast ind til årsskiftet.

/ritzau/