Forældre får nu ret til et halvt års sorgorlov
Forældre, der mister et barn, får nu mulighed for at holde orlov i et halvt år. Det har Folketinget netop vedtaget.
Mange siger, at det er det værste man kan opleve: At miste et barn.
Nu får forældre mulighed for at gå hjemme og bearbejde deres sorg i op til et halvt år, hvis de mister et barn under 18 år.
Det har alle partier i Folketinget netop vedtaget.
Tiltaget træder i kraft fra 1. januar 2021 og gælder begge forældre - uanset om de er biologiske forældre eller adoptivforældre.
Læs også
Forældrene får ret til barselsdagpenge under fraværet, hvis forældrene opfylder betingelserne i barselsloven.
Tidligere havde forældre mulighed for 14 ugers sorgorlov efter barnets død, hvis barnet er dødt ved fødslen, eller hvis barnet dør inden for den 32. uge efter fødslen.
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger i en pressemeddelelse:
- Jeg er virkelig glad for, at vi fra det nye år giver forældre, der befinder sig i en livskrise og den værst tænkelige situation - at miste et barn - bedre muligheder for at få bearbejdet sorgen. Jeg tror, at denne markante udvidelse af sorgorloven vil gøre en forskel, og jeg sætter pris på den store politiske opbakning, som der har været i hele forløbet.
- Jeg vil også gerne sige tak til de berørte forældre, som har haft overskud til at dele deres historier. De har gjort et stort indtryk. Samtidig vil jeg gerne rose borgerne bag det forslag, som ligger til grund for lovforslaget.