Fødevaresyndere kan benytte finte og slippe for sure smileys
Det er muligt at slippe for at offentliggøre sure smileys, og den finte kan flere østjyske virksomheder have benyttet sig af.
De to fødevarevirksomheder i Østjylland, der det seneste år har fået størst bøder af Fødevarestyrelsen, har stiftet nye selskaber, så de sure smileys ikke fremgår af kontrolrapporten.
Det kan være et problem for forbrugersikkerheden, men finten er helt lovlig.
Der er tale om Mølle Fisk på havnen i Bønnerup og Shiffa Bar and Restaurant i Bazar Vest i Aarhus.
Begge steder har fået bøder på mange tusinde kroner og haft kontrolrapporter med flere sure smileys.
De er nu væk, fordi fiskeforretningen har skiftet lokaler, og restauranten i Bazar Vest har fået ny ejer.
- Det er rigtigt, at de på den måde slipper for at overføre smileyhistorikken fra det tidligere selskab. De kan godt, men det er nok de færreste, der vil, hvis den indeholder sure smileys, siger leder af Fødevarestyrelsens rejsehold Michael Rosenmark til TV2 ØSTJYLLAND.
Flere fordele ved nyt selskab
Rejseholdet håndterer de virksomheder i Danmark med de største udfordringer for fødevaresikkerheden, og lederen ser med jævne mellemrum fidusen med at lave et nyt selskab for at få nulstillet smileyhistorikken.
Faktisk kan metoden have endnu en fordel, forklarer han.
- Vi har mistanke om, at der er to årsager til disse stiftelser af nye firmaer. De får slettet historikken, og den juridiske klo for strafforfølgelse forsvinder. Ubetalte bøder og politianmeldelser bliver ugyldige, siger Michael Rosenmark.
Mølle Fisk i Bønnerup afviser imidlertid, at ejerne her har stiftet et nyt selskab for at få fjernet de sure smileys.
Fiskebutikken er flyttet cirka 50 meter på havnen i Bønnerup.
Var prikken over i'et
- Vi lå tidligere i nedslidte lokaler, som blandt andet var med til at give de sure smileys og bøderne. Derfor var det interessant at flytte, og vi har kun fået glade kunder siden, siger medejer af Mølle Fisk Klaus Dethlefsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han medgiver dog samtidig, at nulstillingen af fødevarerapporten var en sidegevinst ved flytningen.
- Det var prikken over i'et at få fjernet de sure smileys og starte på en frisk, siger Klaus Dethlefsen.
Efter fiskeforretningen for et år siden havde fået adskillige bøder og påbud fra Fødevarestyrelsen, var han ude med kritik af kontrollanterne.
Han mente, at mange af dem gik i for små sko, og ikke havde forståelse for, hvordan tingene foregår i den virkelige verden.
'Går stadig i for små sko'
- Det er stadigvæk min holdning, og jeg synes, at det tog helt overhånd, da vi fik de kæmpe bøder. Men jeg har nu et fint forhold til dem nu, forklarer medejeren.
Siden flytningen har Mølle Fisk da også kun fået glade smileys.
Virksomheden har også betalt sine bøder til Fødevarestyrelsen, ligesom Shiffa Bar and Restaurant i Bazar Vest har det.
Hvorfor sidstnævnte er blevet oprettet i et nyt selskab, og efter TV2 ØSTJYLLANDs oplysninger har fået et familiemedlem til den tidligere ejer, Abdirahman Muhidin Roble, som ny ejer, er fortsat uklart.
Det er nemlig ikke lykkedes os at komme i kontakt med hverken de tidligere eller nuværende folk bag virksomheden.
Speak Visually. Create a Visme