Flere tusinde østjyder ramt af strømsvigt

En række østjyske byer var søndag aften ramt af strømsvigt.

Flere tusinde kunder hos elselskabet Dinel er søndag aften ramt af et strømsvigt.

Det drejer sig om kunder i området omkring Sabro, Hinnerup, Galten, Tilst og Harlev. 

Dinel forventede, at strømmen var tilbage igen hos de sidste husstande omkring klokken 20. Omkring klokken 19 stod omkring 1.000 kunder uden strøm. 

- Det handler om at få folk på strøm igen. Vi arbejder på at få fejlen rettet, siger kommunikationschef hos Dinel Claus Blem Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Først var 5000-6000 uden strøm

Strømsvigtet opstod klokken 17.15, efter at en alarm på en 60/10 kV-station i Sabro gik af på grund af en fejl på et komponent.

Da det skete, stod mellem 5000-6000 kunder uden strøm.

Siden har de fleste husstande løbende fået strøm igen, oplyser Claus Blem Jensen.