Flere fædre kommer på barsel - men kun mødre får tilbud om fællesskab
Fædre har også brug for at komme ud og tale med andre fædre, når de er på barsel. Men mange kommuner har ingen tilbud til dem.
Flere fædre kommer til at made, pusle og putte på fuld tid, når de nye barselsregler træder i kraft den 2. august.
Men selvom de har været længe undervejs, er der ikke fulgt tilbud om fædregrupper og legestuer med til de barslende fædre.
- Det kan godt være lidt malplaceret at overtage en plads i en mødregruppe, så jeg synes, det er rigtig vigtigt, at jeg har mulighed for at komme nogle andre steder. Ellers kan man godt gå lidt i sin egen boble, og det kan blive lidt ensomt, siger Daniel Refstrup Skovdal, der har en datter på otte måneder.
Læs også
Han er en af de fædre, der har sluttet sig til et tilbud på Dokken i Aarhus. Men mange andre har slet ikke den mulighed.
- Det, synes jeg, er synd, for ligesom min kone også har haft rigtig meget glæde af mødregruppen, hvor hun netop kan mødes og snakke med andre, så giver det også rigtig meget det her, siger Rasmus Gross Søgaard.
Kun for mænd
Fars Legestue på hovedbiblioteket i Aarhus er et fællesskab kun for mænd og et af få alternativer til mødregrupper.
Hver torsdag mødes mellem 10-20 fædre med børn i alderen nul til tre år til den gratis legestue på Dokken. Legestuen er tilknyttet en pædagog, der kan sætte gang i legen og sparre med fædrene.
Ifølge pædagog og tovholder Michael Jeppesen er der de seneste år blevet mere trængsel på legetæppet.
- Der kommer flere, og det er rigtig dejligt, for det er måske nogle helt andre ting, fædrene går og tumler med end mødrene. Det, at de kan dele det med hinanden, er helt fantastisk, siger han.
- Man skal ud at spejle sig i andre fædre, og børnene skal ud og møde andre børn.
Interessen for legestuen kan meget vel stige endnu mere med de nye barselsregler. Her får fædre nemlig 11 ugers øremærket barsel, der skal bruges af ham, hvis ikke det skal gå tabt.
Kommune lover tilbud
En af de kommuner, hvor der ikke er et særskilt barselstilbud til mænd, er Favrskov. Det har fået fædre til selv at stable et fællesskab på benene.
Hvad betyder de nye barselsregler?
De nye regler gælder for forældre til børn født den 2. august 2022 eller senere.
De betyder, at orlovsugerne med ret til barselsdagpenge efter fødslen som udgangspunkt vil blive ligeligt fordelt mellem forældrene, hvis I bor sammen ved fødslen af barnet. Dermed har hver forælder som hovedregel en individuel ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen.
Kilde: borger.dk
Men nu lover kommunen også at komme ind i kampen.
- I sundhedsplejen i Favrskov er man opmærksom på, at der nu snart er nogle nye regler, som også gælder vores fædre. Vi holder øje med, hvilke behov der kan opstå i den forbindelse, siger Rikke Randrup Skåning (S), formand for social- og sundhedsudvalget i kommunen.
Blandt andet vil en af kommunens sundhedsplejersker nu blive gjort til far-ambassadør og dermed få ansvaret for at undersøge, om der er et særskilt behov hos fædrene.
- Hvis der kommer flere fædre, der går hjemme på barsel, skal vi tilpasse vores tilbud til det, siger Rikke Randrup Skåning.
Hertil er opbakningen fra legestuen i Aarhus stor.
- Lav det nu. Få det op at køre. Det bliver en win-win, siger pædagogen Michael Jeppesen.