Flere biler beslaglagt efter aktion mod 'street-racere'
Et samarbejde mellem Østjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi og kollegerne på Fyn har her til morgen ført til, at man har beslaglagt syv biler og anholdt otte personer.
Der er tale om biler, der har været brugt til kap- og væddeløbskørsel samt drifting, hvor man får bilen til at skride ud. Aktionen er et resultat af længere tids efterforskning, hvor Fyns Politi har fundet frem til, at de sigtede har deltaget i ulovlig streetrace, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Aktionen fandt sted natten til fredag.
I det sydøst- og østjyske er der anholdt en 18-årig mand, en 22-årig mand og to 26-årige mænd. Sammen med de øvrige anholdte er de sigtet for vanvidskørsel, som giver ubetinget fængselsstraf første gang og en ubetinget frakendelse af førerretten i tre år.
- Vi har et mål om at ramme det miljø, der arrangerer og kører ulovligt gaderæs ved at beslaglægge køretøjerne og sigte ejerne for vanvidskørsel, siger Anders Brahe, der er leder af færdselsafdelingen i Fyns Politi, i pressemeddelelsen.
- Ulovligt gaderæs er utryghedsskabende og generende for de borgere, der bor og færdes i områder, hvor der køres gaderæs. Gaderæs er farligt, fordi der er tale om vanvidskørsel på offentlig vej i køretøjer, der ofte er ulovligt manipuleret og ikke overholder retningslinjerne for, at et køretøj skal være forsvarligt, sikkert og lovligt indrettet, siger Anders Brahe.