Fjernvarmen stiger flere steder - og der er ingen garantier for fremtiden
Mange østjyder skal have flere penge op af lommen for at kunne varme deres hjem op. Det viser en gennemgang, TV2 ØSTJYLLAND har lavet.
Tusindvis af østjyder får en højere varmeregning, når kulden sætter ind.
Det viser en gennemgang, som TV2 ØSTJYLLAND har lavet af flere fjernvarmeudbydere.
Tirsdag fortalte vi blandt andet, at 36.000 husstande i Randers skal betale mere end 75 procent mere for varme fra årsskiftet.
Men også i Hammel i nabokommunen Favrskov venter der højere priser.
Læs også
Her kan ejere af et standardhus nemlig se frem til at skulle betale knap 100 kroner mere om måneden til Hammel Fjernvarme.
Og forsyningsselskabet kan ikke garantere, at priserne ikke stiger yderligere.
- Viser det sig, at markedet bliver ved med at stige, så er vi nødsaget til at hæve priserne yderligere, siger Bjørn Stender, direktør i Hammel Fjernvarme.
Mønsteret har vist sig flere steder i landsdelen, og flere steder med endnu højere prisstigninger end i Hammel.
Det er igen og igen krigen i Ukraine, der nævnes som den store årsag til, at energimarkedet lige nu giver store udsving.
Mange lande har været afhængige af den russiske gas til ikke bare madlavning, men også opvarmning af husstande og strømproduktion.
Netop de russiske gasleverancer er blevet skruet ned, og det frygtes, at russerne fuldstændig vil lukke for gassen til resten af Europa. Det vil kunne bringe flere lande i bekneb, når efteråret og vinteren sætter ind.
Det er en af flere grunde til, at priserne på adskillige brændsler stiger, og at det, der tidligere var billigt, ikke længere er det.
Læs også
Affald stiger ikke i pris
Hele situationen rammer de forskellige fjernvarmeudbydere forskelligt, alt efter hvordan de hidtil har skabt varmen.
I Hammel er fjernvarmeværket mindre hårdt ramt af markedets svingninger, fordi dets produktion hovedsageligt baserer sig på afbrænding af affald.
Men selv hvis den nuværende kriser lægger sig, bliver man også i Hammel nødt til at sadle om i fremtiden.
- Vi skal genanvende mere og mere af vores husholdningsaffald. Det vil sige, at der på sigt bliver mindre og mindre, der skal brændes, siger direktør i Hammel Fjernvarme, Bjørn Stender.
Fjernevarmeselskabet i Aarhus Kommune, Kredsløb, har endnu ikke meldt ud om eventuelle prisstigninger. Forud for 2022 var selskabet dog i stand til at sætte fjernvarmeprisen ned, mens den mange andre steder gik op.