Fire ud af fem optagne får tilbudt deres førsteprioritet

80 procent af de optagne på videregående uddannelse får deres førsteprioritet, oplyser Uddannelsesministeriet.

Ved midnat mellem tirsdag og onsdag fik 93.388 personer en meddelelse i deres eBoks om, hvorvidt de har fået plads på den videregående uddannelse, som de har søgt.

For mange ansøgere venter et positivt svar.

Af alle ansøgerne har 67.425 fået tilbudt en studieplads. Langt størstedelen af dem får tilbudt en plads på netop den uddannelse, de har prioriteret højst. Det gælder 80 procent - eller fire ud af fem af dem.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Hovedtallene for optaget i år

20.747 ansøgere har fået afvist deres ansøgning

Dermed er der dog også kedelige nyheder for 20.747 afviste ansøgere, som ikke er blevet optaget, fordi de enten ikke levede op til adgangskravene, eller fordi de ikke var blandt de mest kvalificerede ansøgere.

Yderligere har nogle valgt at annullere deres ansøgning, mens andre er blevet tilbudt en standbyplads.

Sammenlignet med sidste år er der optaget lidt færre på de videregående uddannelser i år. Tallet for 2020 var dog usædvanligt højt, fordi der blev skruet op for antallet af studiepladser på grund af coronanedlukningen.

Tre ud af fire skal studere i storbyerne

Den geografiske fordeling for optaget er stort set den samme som sidste år. Cirka tre ud af fire har fået en studieplads i en af de fire største byer.

Det er en tendens, som uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) gerne vil have vendt.

- På den måde kan man sige, at det her år er endnu en pejling på, at det er vi nok nødt til at gå ind og tage et politisk ansvar for, siger hun.

Regeringen blev i slutningen af juni enig med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige om, at der skulle udarbejdes en plan for, hvordan man begrænser optaget med 10 procent i landets fire største byer.

Kommer til at mange velfærdsuddannede

Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler og rektor på Københavns Professionshøjskoler, mener, at man bør have mere fokus på optaget på de fire store velfærdsuddannelser: Folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver.

Overordnet set er antallet af ansøgere siden 2019 stort set uændret.

- Om syv-otte år kommer vi til at mangle 35.000 lærer, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere, så det er altså kritisk, at optaget går tilbage, siger Stefan Hermann med henvisning til, at optaget er faldet på disse uddannelser med fire procent sammenlignet med sidste år.

Ritzau Grafik - Foto: MAKI/Free
Ritzau Grafik - Foto: MAKI/Free