Festivaler slutter op om Smukfest-opråb og kritik af minister

Flere østjyske festivaler bakker op om Smukfests kritik af regeringen, Folketinget og især kulturminister Joy Mogensen.

- I min verden så pusler man med en hobby. Man står ved en drejebænk ude i værkstedet og pusler med at lave lysestager. Man pusler ikke med noget, som er så stort et erhverv, siger Aage Stokholm, direktør for Grimfest, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hans udtalelse er møntet på, at kulturministeren Joy Mogensen (S) for nylig skrev i et Facebook-opslag, at hun er "nysgerrig på, hvilke alternative idéer, der bliver 'puslet' med hos festivalorganisationerne".

Den formulering er faldet Smukfest for brystet, og Grimfest og flere andre følger altså trop.

- Det er jo ikke noget, vi går og pusler og nusser med. Det er ret hårdt arbejde at lave en festival og få alting til at spille og komme på plads, lyder det fra Thomas Jakobsen, formand for Samsø Festival.

Fond: Vi arbejder i døgndrift

Lignende toner kommer fra Muskelsvindfonden, der arrangerer koncertkaravanen Grøn, som blev aflyst mandag.

- Vi kommer ikke til at pusle. Vi kommer til at arbejde i døgndrift, og det har vi gjort i lang tid, siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Se hele indslaget om festivalerne og hør kulturordfører Kasper Sand Kjær (S) svare på kritikken.

Opslaget fra kulturministeren kommer efter, at flere festivaler har måttet aflyse deres festival, som vi kender den og forsøger at finde alternativer – som følge af sommerens coronarestriktioner.

Udmeldingen fra ministeren har fået Smukfest til at lave et opråb til politikerne på festivalens hjemmeside. 

Otte måneder er ikke 'pusle-tid'

I opråbet lyder det blandt andet:

- Vi pusler med at have fået nogle restriktioner omkring alternative arrangementer, der er så stramme, at selv det mest restriktive af de alternative scenarier, vi har forberedt, ikke kan lade sig gøre.

Det får i den grad opbakning fra Muskelsvindfonden:

- Vi brugte otte måneder på det, så det er ikke pusletid. Det ord var ikke heldigt, siger Theis Petersen.

Formanden for Samsø Festivalen kan dog godt afsløre, at han ikke ´pusler´ med noget:

- Vi kan ikke afholde nogen festival med de restriktioner. Vi ved ikke engang, om der bliver nogen støtte, hvis vi prøver at afholde noget, men som alligevel må aflyses, fordi tingene ændrer sig. 

- Så det med at hun håber og er spændt på, hvad vi går og pusler med - ja, jeg tror ikke, der er ret mange, der går og pusler med ret meget, siger Thomas Jakobsen.

Ordfører: Vi skal undgå en tredje bølge

Kulturminister Joy Mogensen ønsker ikke at stille op til tv-interview om kritikken. Men kulturordfører for Socialdemokratiet, Kasper Sand Kjær, siger til frustrationen over restriktionerne:

- Vi står et godt sted, hvor vi har undgået en tredje bølge af pandemien i Danmark, og det skal vi også undgå hen over sommeren, og derfor er vi nødt til at lægge et loft på antallet af mennesker, der kan samles. Ellers bliver risikoen bare for stor, desværre, siger Kasper Sand Kjær til TV2 ØSTJYLLAND.




Badning

liveblog COVID-19 LIVE: Feriehungrende danskere vil udskyde vaccinationer

Hinge Søbad redning

Toårig pige reddet op af sø og fløjet til Skejby

corona test

Østjysk sogn nedlukket: Se smitten i dit sogn

studerende studie læse eksamen

Trods nedlukning: Eksamen gennemføres som normalt

Skærmbillede 2021-06-11 kl. 15.50.05

Lærer suspenderet: Onanerede midt i virtuel undervisning

Spindemøl

Træer dækket af tykt candyfloss-spind - her er forklaringen

Dagens mest læste