Færgechef efter vild debat: - Vi slår ikke nogen ihjel, hvis de spiser pommes frites

DSB oplever ikke de samme problemer med mundbind som Samsø Rederi.

Ifølge direktør for Samsø Rederi, Carsten Kruse, er det stigende problem, at folk tolker regler, som de lov.

"Når du har taget en bid eller en slurk af din kaffe, skal du tage dit mundbind på". 

Sådan står der nu på skilte ombord på færgen Prinsesse Isabella, når den sejler fra Hou til Sælvig og retur. 

Skiltene er ifølge direktør for Samsø Rederi Carsten Kruse en konsekvens af, at mange passagerer på færgen har brugt en kop kaffe eller en bakke pommes frites som en undskyldning for slet ikke at bære mundbind i den time, sejlturen tager.

"Når du har taget en bid eller drukket en slurk af din kaffe, skal du påføre mundbindet igen". Sådan står der på skilte ombord på  færgen Prinsesse Isabella. Foto: Privat

"Vi er fornuftige mennesker"

Torsdag skrev Carsten Kruse på rederiets facebookside et opslag, hvori han mindede passagerer om kravet om, at man skal bære mundbind i kollektiv trafik. 

Man påråber sig retten til at gøre, som man vil. 

Carsten Kruse, direktør, Samsø Rederi

Carsten Kruses opslag på rederiets facebookside har startet en heftig og ofte personlig debat, der i skrivende stund nærmer sig 650 kommentarer.

Nogle af de mange, der har kommenteret på facebooksiden, hæfter sig ved, at man ifølge rederiets regler eksempelvis skal tage sit mundbind af og på virkelig mange gange, hvis man spiser en bakke pommes frites - og at det næppe er særligt fremmeligt i forhold til hygiejne.

Ordlyden på skiltene skal dog ikke tages for pålydende, oplyser Carsten Kruse til TV2 ØSTJYLLAND.

- Reglerne skal ikke tages bogstaveligt. Vi slår ikke nogen ihjel, hvis de spiser en bakke pommes frites. Vi er fornuftige mennesker, siger han og fortsætter:

- Men vi har oplevet alt, alt for mange, der bruger mad eller drikke som en undskyldning for slet ikke at bruge mundbind.  

Ifølge den gældende bekendtgørelse om krav om mundbind i kollektiv trafik kan mundbind eller visir fjernes helt eller delvist "under kortvarig indtagelse af mad og drikke, såfremt dette er tilladt i henhold til ordensregler for det pågældende transportmiddel".

Læs også Direktør har fået nok: - Tag nu bare det mundbind på!

Til og fra hospitalet

Flere i debatten på Samsø Rederis facebookside kan ikke forstå, hvorfor rederiet ikke lukker færgens kantine, hvor man kan købe en lang række mad- og drikkevarer, som en løsning på problemet. 

Det vil Carsten Kruse dog ikke. 

- Man skal huske på, at folk ofte har rejst i flere timer, når de kommer ombord på færgen. Vi har også folk, der bor på Samsø, som skal til hospitalet i Skejby, og de kan have behov for at spise og drikke. Omkring 60 procent af alle, der bor på Samsø, er over 65 år, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Buschauffør mistede sin far til COVID-19: - Brug det for vores skyld

Det er ikke for pengenes skyld, at rederiet holder kantinen åben, lyder det. 

- Rent økonomisk betyder det ikke det store, men det betyder noget for de folk, der skal videre. Jeg kunne sikkert tjene flere penge ved at lukke kantinen, for så behøvede vi ikke at have lige så stor bemanding, siger Carsten Kruse. 

DSB har dagligt omkring 500.000 rejsende, og de må gerne spise eller drikke i togene, oplyser selskabets informationschef for DSB, Tony Bispeskov.  Foto: dsb.dk

99 procent

Ifølge Carsten Kruse handler problematikken reelt ikke om mad, men at nogle passagerer principielt ikke vil have mundbind på, eller vælger at bruge sit mundbind efter egne regler.

- Vi oplever oftere og oftere, at de ting, vi er fælles om, har man ret til at sætte spørgsmål ved. Man påberåber sig retten til at gøre, som man vil, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kvinde får bøde for at nægte at bære mundbind

DSB har dagligt omkring 500.000 rejsende, og de må gerne spise eller drikke i togene, oplyser selskabets informationschef for DSB, Tony Bispeskov. 

- Vi tillader det, hvis man gør det kortvarigt. Det er op til personalet at vurdere situationen, men vi oplever ikke, at folk er ude på at finde huller i reglerne, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ifølge Tony Bispeskov oplever DSB meget få problemer med passagerer, der ikke vil følge kravet om mundbind. 

- Vi har tal, der viser, at 99 procent af kunderne har mundbind, som de skal. Det er gået stærkt med at tage det til sig. Når man går fra en anbefaling til krav, er det en anden tone. Det afgørende er, om folk har mundbind med og tager det på, når de færdige med at spise, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også COVID-19: Joan var i topform - i dag kæmper hun hver dag