Et sus i maven og en pind i næsen: Nu åbner Tivoli Friheden

Du kan nyde påsken med et hvin fra forlystelserne i Tivoli Friheden. Det kræver dog, du har en negativ coronatest med i indgangen.

Har du savnet et sus i maven?

Så behøver du ikke vente meget længere.

Skærtorsdag klokken 11.30 slår Tivoli Friheden nemlig dørene op for en ny sæson. 

Men udover et sus i maven skal du som noget nyt også have en pind i næsen eller halsen. For myndighederne kræver, at gæster over 15 år ved ankomst til parken skal fremvise en negativ coronatest, som er højest 72 timer gammel. 

quote På en måde har vi det som køer, der kommer på græs efter at have været inde hele vinteren.

Henrik Ragborg Olesen, direktør hos Tivoli Friheden

Som køer der endelig kommer på græs

Selvom parken og parkens besøgende nu skal vænne sig til de nye regler, glæder Tivoli Frihedens direktør sig til at åbne parken.

- I morgen (torsdag, red.) er en festdag i tivoli. På en måde har vi det som køer, der kommer på græs efter at have været inde hele vinteren, siger Henrik Ragborg Olesen til TV2 ØSTJYLLAND.

Direktøren fortæller, at selvom han har været med til at åbne parken 17-18 gange, er det altid noget specielt at slå portene op. Og i år er det noget helt særligt.

- Vi tror virkelig, der er et behov for at komme ud og få et pusterum fra alt det corona, og vi vil gerne være østjydernes frirum, siger han.

Kan hjælpe i nød

Gæsterne skal medbringe en negativ coronatest for at få adgang til parken. Direktøren fortæller dog, at Tivoli Friheden har indrettet et lille nødtestcenter til hvis, der skulle komme en enkelt gæst, som ikke har fået en test med.

- Vi kan hjælpe i en snæver vending, hvis det skulle være helt galt, siger Henrik Ragborg Olesen.

Udover kravet om en negativ test, er det de samme retningslinjer som hidtil, der gælder for færdsel i parken. Dem har TV2 ØSTJYLLAND tidligere skrevet om her

Retningslinjer for besøg i Tivoli Friheden

Henrik Ragborg Olesen har en klar forventning om, at en negativ coronatest som adgangskrav vil gå ud over parkens antal besøgende. Han forventer ikke, at besøgstallene i påskedagene vil komme i nærheden af parkens maksimale kapacitet på 5.500 gæster.

- Der ligger en vis barriere i at sikre sig, at man har en test, siger han.

- Vi gør det, vi får besked på. Man kan jo mene meget om det, men man må gå ud fra, at de, der har taget beslutningen, har forstand på det, ligesom vi har forstand på at drive forlystelsespark.

quote Vi satser på, folk får nogle gode oplevelser, for det brænder vi for at give dem.

Henrik Ragborg Olesen, direktør hos Tivoli Friheden

Direktøren skyder på, at der vil komme omkring 700 til 1.500 gæster per dag. Ifølge ham bliver det en stille og rolig start.

Nyd en skøn forårsdag

Tivoli Friheden er i tæt dialog med deres kolleger rundt i landet, og både Tivoli i København, Legoland og Bakken åbnede i forrige weekend, og ud fra deres erfaringer med åbningen forventer Henrik Ragborg Olesen ikke, der vil være de helt store praktiske udfordringer i forbindelse med det nye krav om en negativ test.

Selvom mange regler skal overholdes, mener direktøren, at påskens gæster kan nyde en skøn forårsdag i parkens have, som er lige på kanten til at springe ud.

- Vi satser på, folk får nogle gode oplevelser, for det brænder vi for at give dem, siger han.

Tivoli Frihedens indendørs forlystelser og restauranter holder ikke åbent. Der er et par restauranter, hvor man kan bestille take away til at nyde fra en bænk eller et andet sted i parken. Derudover vil kioskerne have åbent.

Parkens restauranter åbner for udendørsservering fra 6. maj, mens indendørsservering og indendørs forlystelser som 5D biograf og Hurlumhejhuset efter planen åbner 21. maj. 

image00007

Tvillinger er i talent-finale med hver sit projekt

hornslet skole

Skole hjemsender 17 lærere og flere klasser efter smitteudbrud

Å

Efter flere års kamp: Ny bro bliver muligvis en realitet

Michael Bang Henriksen

liveblog COVID-19 LIVE: Danskerne ser lige så mange som inden nedlukning i december

politi

16-årig fik beslaglagt motorcykel

20170406-113512-L-1920x1281we

Rådmand vil udstykke 3600 nye parcelhusgrunde i Aarhus

Dagens mest læste