Er du hoppet på forkølelses-myter? Lars Østergaard afliver dem på stribe
Det er højsæson for forkølelse, og de gode - og mindre gode råd - er der mange af. Men hvad er fup og fakta?
Snottet løber i en lind strøm ud fra næsen, man hoster og halsen kriller. Du er ramt af forkølelse, og hvad gør man så? Hjælper det at spise C-vitamin? Og hvad med rom?
De gode råd spreder sig fra generation til generation og på de sociale medier, men langt de fleste har faktisk ingen effekt.
Hvis man skal vide, hvad der virker mod forkølelser, og hvad der er hokus pokus, er der ikke mange, der ved mere end Lars Østergaard, overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Vi har bedt ham svare på en række påstande om vintersæsonens mest udbredte folkesygdom; forkølelse.
Du bliver hurtigere rask, hvis du spiser en masse C-vitamin?
- Fup! Medmindre man mangler c-vitamin og det gør stort set ingen danskere.
Man kan svede sygdommen ud med masser af varmt tøj?
- Fup! Man kan ikke svede sygdommen ud. Men man må ikke få kolde eller våde fødder. Det er videnskabeligt bevist. Kolde og våde fødder gør, at man bliver lettere forkølet. Det er formentligt fordi nervereflekser fra fødderne får blodforsyningen til næse og svælg til at trække sig sammen. Fordi man gerne vil spare på varmen, og så kommer der ikke så mange immunceller ud. Det viser forsøget.
En god omgang kamillete med honning kan kurere din forkølelse?
- Det kan lindre, så man føler man får det bedre, men intet tyder på at man kommer hurtigere over forkølelsen.
Hvad med en slat rom?
- Rom er jo godt, og alkohol er med til at dræbe virus, men der skal så mange mængder til at man kommer til udpumpning, før man knækker nakken på virus. Man mærker måske ikke forkølelsen så meget, hvis man er blevet lidt beruset. Teoretisk set ja, men i praksis er det ikke en god ide.
Det hjælper at spise ingefær?
- Der er ikke noget der tyder på, det går hurtigere over. Men man kan måske føle man får det bedre i næse og hals, ligesom mentol tabletter.
Hvidløg er godt mod forkølelse?
- Det kan have en effekt på virus. Men det er forebyggende, ikke kurerende. For at det fungerer som forbyggende for forkølelse, skal man dog spise en mængde, der svarer til 52 fede hvidløg om dagen. Så undgår man måske også forkølelsen, fordi ingen vil komme for tæt på.
Sprit hænder?
- Det kan være lige meget når man først er syg. Men man mindsker risikoen for at smitte andre.
Antiinflamatiorisk kost kan kurere forkølelse?
- Nej. Fup.
Hvad virker så?
- Det virker altid at prøve lindre symptomerne, sørge for at få kærlig pleje og omsorg, måske at se en god netflix serie. Vente på det går over – det gør det så til gengæld altid, siger Lars Østergaard, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.