Enhedslistens politiske ordfører stiller op i Østjylland
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, vil fremover være at finde på stemmesedlen i det østjyske.
Når der næste gang er folketingsvalg bliver det for første gang nogensinde med Enhedslistens politiske ordfører på stemmesedlen i Østjylland.
Det står klart, efter Mai Villadsen mandag har meddelt, at hun stiller op i det østjyske.
- Jeg er stolt over, at vi i Enhedslisten for første gang nogensinde opstiller den politiske ordfører i Jylland. Det er meget vigtigt for mig, at sende et klart signal om, at vi er et parti for almindelige mennesker uanset om de bor på stenbroen, i midtbyen eller ved gadekæret, udtaler Mai Villadsen i en pressemeddelelse.
Læs også
Mai Villadsen blev ny politisk ordfører for Enhedslisten i februar, da hun tog over for Pernille Skipper, der på grund af partiets rotationsregler ikke kan stille op til næste valg.
Hun er født og opvokset i Herning, men tog sin studentereksamen i København. Hun har arbejdet for blandt andre HK, tænketanken CEVEA og Enhedslisten, inden hun blev valgt ind i Folketinget i 2019.
I Østjyllands Storkreds skal hun krydse politiske klinger med blandt andre Jakob Ellemann-Jensen, Nicolai Wammen og Lars Boje Mathiesen.