En ud af ti østjyske kommuner sorterer skrald i ti kategorier

Der er krav om at sortere husaffald i ti kategorier i begyndelsen af 2023.

Randers Kommune sorterer borgernes skrald i ti kategorier, som den eneste ud af ti østjyske kommuner. 

Dermed er kommunen en af de få kommuner, der i sommer levede op til regeringens krav om affaldssortering per 1. juli. Et krav som miljøministeren siden har rykket frem til 1. januar 2023.

- Vi har også nogle faciliteter i form af et sorteringsanlæg, og så har vi et forbehandlingsanlæg til at modtage vores madaffald. 

- Det har gjort, at vi har været klar på et tidligere tidspunkt end de fleste andre kommuner, siger sektionsleder for Affald & Genbrug i Randers Kommune, Allan Asp Poulsen, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ændringer på vej  

I Randers Kommune grovsorterer borgerne deres affald i fire forskellige kategorier. 

Derefter, når affaldet ankommer til kommunens affaldsterminal, sorterer specialmedarbejdere affaldet yderligere, sådan at affaldet samlet set bliver sorteret i ti kategorier.  

Affaldsorteringens ti kategorier

Men snart skal affaldssorteringen i Randers Kommune igen justeres. Kommunen må nemlig ikke selv sortere affaldet. Det skal foregå privat. 

Derudover kommer der i maj 2024 også en ekstra beholder. 

- I dag samler man for eksempel metal, glas og plast i den samme beholder. Det skal man ikke i fremtiden. Der bliver det anderledes, siger Allan Asp Poulsen. 

Allan Asp Poulsen er sektionsleder for Affald & Genbrug i Randers Kommune.
Allan Asp Poulsen er sektionsleder for Affald & Genbrug i Randers Kommune.

To kommuner følger trop  

Når det kommer til at leve op til kravet om at sortere affald i ti kategorier, svarer yderligere to østjyske kommuner, at de forventer at nå det til 2023. 

Det viser en rundringning, TV2 ØSTJYLLAND har foretaget. 

Det er Samsø og Silkeborg Kommune. 

De resterende fem kommuner forventer først at nå målet mellem 2023 og 2024. Her påpeger flere af renovationsvirksomhederne to årsager til den lange ventetid.

For det første gør det nye krav om ti fraktioner, at efterspørgslen på skraldebeholdere ryger i vejret. Og når der skal produceres flere tusind beholdere pr. kommune, er det ikke forventligt at få beholderne leveret inden udgangen af i år. 

For det andet bliver det påpeget, at det ikke er mange andre lande end i Danmark, hvor man benytter sig af skraldebiler, der er delt op i samme antal kamre. Skraldebilerne skal derfor specialproduceres, og det tager tid. 

Og det nye tiltag for bedre sortering for affald bliver ikke helt gratis for indbyggerne i de forskellige kommuner. Dog er der markante forskelle på, hvor meget prisen forventes at stige fra kommune til kommune. 

Sådan forventes prisen at stige pr. husstand om året