Elever skal testes i god opførsel: Kørelærere bifalder ikke forslag

Står det til transportministeren, skal god trafikopførsel inkluderes i kørekortundervisningen. Forslaget bakkes ikke op af østjyske kørelærere.

Der er for mange problemer med vrede og chikane i trafikken, mener transportminister Trine Bramsen (S), der nu vil løse problemet politisk.

Konkret skal det ske med en tilføjelse til undervisningen på landets køreskoler: Kommende bilister skal lære om god opførsel i trafikken, og de skal sågar testes i det som en del af prøven.

Ifølge flere østjyske kørelærere er det dog ikke vejen frem.

- Vi har en gruppe, der ikke viser hensyn. Det gør de hverken overfor skolevogne eller andre bilister, men jeg ved ikke, om jeg vil kalde det vejvrede. Det er mere en dårlig kultur, siger Thomas Bøttern, ejer af Bøttern Køreskole og kørelærer i Aarhus gennem mere end 20 år.

Og det er ikke i teorilokalet, der bliver rettet op på det, fortæller Kenneth Westergaard fra Randers, ejer af Kenneth W's Køreskole og kørelærer i ti år.

- Det er rigtig svært at få dem præget så meget i teorilokalet. Det er ikke på de otte-ti uger, man foretager den ændring. Det er en del af opdragelsen, siger han.

Bedemænd kan ikke passe deres arbejde

Ministeren ønsker, at det bliver en del af den nye køreuddannelse, der skal være klar 1. januar 2024.

- Desværre har vi set den dårlige opførsel snige sig ind i trafikken. Vi har set eksempler på bedemænd, der ikke kan passe deres arbejde, fordi de chikaneres af andre bilister. Vi har set chikanekørsel, vanvidskørsel og andre ting.

- Vi står over for at skulle lave en ny køreuddannelse. En del af den uddannelse bliver - ud over at man ved, hvornår man skal stoppe for bestemte typer af skilte, og kender almindelige trafikregler - et fokus på, hvordan man opfører sig i trafikken, siger hun.

Men sådan er det allerede, slår de to kørelærere fast. For det giver nemlig god mening med fokus på god opførsel - bare ikke som en del af prøven, lyder det.

- Rent fagligt ville jeg mene, at det er spild af tid at lægge det ind i testen. Det er fint at kende reglerne, men jeg tror, de fleste ved, at man ikke skal gestikulere truende mod andre. Her er et spørgsmål om højrevigepligt mere relevant, siger Thomas Bøttern. 

Hverken han eller kørelærer Kenneth Westergaard oplever vejvrede som et stort problem.

Venstre: Fantastisk god melding

Hos Venstre er transportordfører Kristian Pihl Lorentzen dog helt med på ministerens forslag - han kalder det "en fantastisk god melding".

Pihl Lorentzen er selv medforfatter til bogen "Stop trafikal egoisme", som omhandler netop vejvrede og dårlig trafikal opførsel.

- Der er behov for at sætte ind over for det, og derfor er det højst relevant.

- Jeg tror, at langt de fleste unge køreskoleelever godt kan se fornuft i det her. Specielt, hvis det også bliver et af temaerne i den prøve, man skal op i, siger han.

Trine Bramsen afviser, at det for nogle måske vil forekomme en smule belærende at blive undervist i ikke at blive vred i bilen.

- Jeg tror ikke, det skader nogen at blive mindet om det en ekstra gang - og dem, der opfører sig ordentligt i forvejen og ikke bidrager til den her type af konflikter i trafikken, kommer jo så bare til at kunne bestå let.

Er der ikke en risiko for, at man ikke lige husker undervisningen, når man står i situationen? Vrede er jo en impulsiv følelse.

- Jeg tror, at ganske meget af det, vi lærer, når vi tager vores kørekort, hænger ved. De gode vaner, vi får grundlagt tidligt, hænger ved videre i vores trafikadfærd.

- Og man må jo bare sige, at det er den bedste måde at adressere det her på.