Elever kan vende tilbage til fulde klasseværelser efter sommerferien
Efter sommerferien kan skoler og daginstitutioner vende tilbage til en langt mere normal hverdag.
Fyldte klasseværelser på skolerne og stuer i daginstitutioner bliver den hverdag, som landets børn og unge kan vende tilbage til efter sommerferien.
Det fremgår af nye retningslinjer, som Børne- og Undervisningsministeriet offentliggør i en pressemeddelelse.
Læs også
Under coronakrisen er landets skolebørn i høj grad blevet undervist hjemmefra, og efter at de er vendt tilbage har det været med et krav om en meters afstand mellem eleverne.
Men fra 1. august skal skoler og uddannelsesinstitutioner ikke længere undervise efter de såkaldte nødundervisningsbestemmelse.
Det betyder, at klasserne igen kan blive fyldt op, når det er nødvendigt for undervisningen.
Det anbefales dog stadig, at der holdes en meters afstand til andre uden for klassen. Og der skal stadig fokus på god hygiejne.
'Hverdagen bliver mere genkendelig'
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er "rigtig glad" for, at sundhedsmyndighederne vurderer, at det efter sommerferien er forsvarligt at ændre retningslinjerne.
Læs også
- Hverdagen bliver mere genkendelig for vores børn og unge - selvom også de fortsat, ligesom alle os andre, skal tage en række forholdsregler for at passe ekstra på hinanden, siger hun i pressemeddelelsen.
I landets daginstitutioner kan man også fra 1. august vende tilbage til det normale antal børn på stuerne.
Efter sommerferien skal skoler og institutioner omvendt komme med en begrundelse, hvis de i særlige tilfælde alligevel vil anvende de bestemmelser, der har været under coronakrisen.
Eksempelvis hvis en skole oplever et smittetilfælde og er nødt til at sende et større antal elever eller lærere hjem.
'Nærmer sig det normale'
I Kommunernes Landsforening, KL, glæder man sig over, at afstandskravet i skolerne ændres.
Det siger Thomas Gyldal Petersen, der er formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, i en pressemeddelelse.
- Jeg er glad for, at ministeren har lyttet til vores bekymring for elevernes hverdag og justeret retningslinjerne, siger han.
- Det har stor betydning for alle elever - og især de svageste. Nu har skolerne et grundlag for at få lagt næste års skema, og vi vil kunne levere et skema, som i højere grad matcher de forventninger, der med rette er til, hvilken hverdag der venter efter ferien.
Læs også
Han understreger, at de nye retningslinjer ikke ændrer på, at skolerne fortsat skal have fokus på hygiejne - og på at holde afstand mellem elever fra forskellige klasser i skolegården.
Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal siger i en pressemeddelelse, at det har været "rigtig svært" for skolerne ikke at kunne samle en klasse i ét lokale.
- Det er derfor positivt, at forholdene for at drive skole nærmer sig det normale – selv om der stadig er restriktioner, siger han.