Elbæk fra talerstolen: Om lidt er jeg som jer andre
Uffe Elbæk holdt lørdag sin sidste tale som leder for Alternativet. Elbæk afviser, at han forlader partiet i krise.
- Når jeg går ned fra den her scene, er jeg bare ligesom jer. Så repræsenterer jeg mig selv. Sammen med jer. Kan I have en god dag!
Sådan lød det fra Uffe Elbæk, der er født i Ry og uddannet i Aarhus, da han lørdag eftermiddag afsluttede sin sidste tale som leder for Alternativet.
Det skete foran flere end 600 medlemmer i Amager Bio. Her er Alternativets medlemmer samlet til ekstraordinært landsmøde. Der er ét punkt på dagsordenen: valg af ny leder.
Læs også
Pensionerer sig selv
Den 65-årige Uffe Elbæk stiftede Alternativet i 2013 og har været leder siden. Han besluttede sig dog med egne ord for at "pensionere sig selv, dagen efter han blev folkepensionist". Elbæk blev 65 år den 15. juni sidste år.
Den tidligere initiativtager til Frontløberne og Kaospiloterne havde kun fået tildelt en håndfuld minutter til at tale før valghandlingerne. Formentlig derfor valgte Elbæk at holde tale i en let og humoristisk tone:
- Jeg skal nok holde en tårevædet tale, der får jer til at svømme ud af lokalet til det ordinære landsmøde i foråret. Det gør jeg ikke nu. Jeg har fået fire minutter at tale i af arrangørerne. De ved ikke, hvem de dealer med, sagde Uffe Elbæk til latter fra salen.
Modige kandidater
Han lagde i talen vægt på, at processen frem til det ekstraordinære landsmøde har været god, og roste de seks kandidater for at være modige nok til at stille op til posten.
- Jeg synes, det lover godt for fremtiden, at vi skal snakke meget mere politik nu, sagde Uffe Elbæk til klapsalver fra salen.
I den mest alvorstunge del af talen afviste Elbæk, at Alternativet er i krise. Partiet har ellers været igennem et dårligt valg, og i meningsmålingerne er der indimellem ikke langt ned til spærregrænsen:
- Det er klart, at vi vil gerne have nogle bedre meningsmålinger. På den måde kan man godt sige, at vi er i krise. Det er et legitimt synspunkt.
- Men når jeg siger, at vi ikke er i krise, så er det, fordi vi er samlet 600 medlemmer her i dag. Der er 1400 medlemmer, der er klar til at stemme hjemmefra om, hvem der skal være Alternativets nye leder.
Læs også
Mange forlig
- Vi har en hovedbestyrelse, der aldrig har været stærkere. Vi har et politisk forum, hvor debatterne er på et meget højt meningsfuldt niveau.
- Vi har en folketingsgruppe, der har givet mig arbejdsglæden igen. På det seneste halve år har vi indgået 30 forlig med regeringen. Derfor er vi ikke i krise, lød det fra Uffe Elbæk.