Ekspert: Bekymring er godt for vores adfærd

Vi er igen ved at indrette os efter, at corona er en realitet, som er svær at undgå.

03:21

Frederik Jørgensen forsker i vores adfærd under coronakrisen Video: TV2 Østjylland

En stigende bekymring i samfundet kan være med til, at vi overholder de retningslinjer, som myndighederne udstikker i forbindelse med det nye coronaudbrud i Østjylland. 

Det fortæller postdoc ved Aarhus Universitet, Frederik Jørgensen. 

Ham og hans kolleger undersøger løbende borgernes adfærd under coronakrisen. De har kunnet se, at vi i takt med faldende tal gennem sommeren har slækket på vores forhold til hygiejne og afstand. 

- Vi kunne se en generel stigning i vores kontakt med andre mennesker, og vi kunne se et fald i vores gode håndhygiejne, siger han. 

Bekymring er godt nyt 

For to uger siden begyndte smittetallene igen at stige - særligt i Aarhus og Silkeborg. Det kunne Frederik Jørgensen og hans kolleger hurtigt se i de svar, de fik ind fra borgere.

-  Folk rapporterer, at de igen begynder at blive opmærksom på, at vi skal holde afstand og have en god håndhygiejne, siger han. 

Læs også Ny hverdag for børn og forældre - igen

Deres undersøgelser viser også, at bekymringen for coronavirus blusser op igen blandt de adspurgte, og det kan faktisk være godt nyt. 

- Vi ved fra vores forskning, at folk, der er bekymret, er mere tilbøjelige til at følge anbefalingerne fra myndighederne. Så der er måske grobund for optimisme, siger Frederik Jørgensen.

I den kommende tid vil der være flere retningslinjer, der skal overholdes i Østjylland, end vi har været vant til.

Læs også Mette Frederiksen: - Man skal indstille sig på en ny hverdag

Lovkrav træder i kraft 

Tirsdag er det et lovkrav, at der skal bæres mundbind i offentlig transport i Aarhus Kommune, og i Silkeborg, Skanderborg, Horsens, Odder og Favrskov er der et krav på vej om det samme.

Mandag mødte TV2 Østjylland flere passagerer, der bekræftede Frederik Jørgensens teori om vores forhold til myndighedernes retningslinjer.

- Nu har jeg gjort det de seneste dage, så synes jeg ikke, det er et problem. Men det er ubehageligt, at man ikke kan se folks ansigtsudtryk, fortæller Sara La Cour.

Anne Sofie Sørensen havde også taget det nye krav til sig.

- Jeg synes, det er en rigtig god ide. Det giver noget tryghed. Det er ok at have den på, og så varmt er det ikke.

02:16

Mandag delte rådmand Benyamin Simsek og borgmester Jakob Bundsgaard gratis mundbind ud til aarhusianere

Luk video

Tænk jer om

Mundbind er dog ikke nok, lyder det fra transportminister Benny Engelbrecht. Han vil have passagererne i den offentlige transport til at tænke sig godt om.

- Rejs uden for myldretiden og overvej at tage cyklen. Det gælder om at få så mange som muligt til at rejse på forskellige tidspunkter. Hold afstand hvor det er muligt og husk den gode håndhygiejne, sagde han på et pressemøde mandag.