Du må gerne købe til overpris - men ikke sælge: Undgå billetsnyd
Højsæsonen for festivaler nærmer sig, og mange vil gerne have fingre i en udsolgt billet, men det giver risiko for snyd.
Det er højsæson for festivaler.
I med- og modgang blev Northside afviklet forrige weekend. Tinderbox i Odense starter i morgen, efter det Roskilde, og her i vores område er der Samsø Festival om en måned og Smukfest i Skanderborg til august.
Læs også
Derfor er der også højsæson for snyd med billetter. De udsolgte og populære festivaler får nemlig mange til at købe og sælge billetter, men dermed risikerer man at fingre i en falsk billet eller slet ikke at modtage den, selvom man har overført penge.
Ulovligt at tage overpris
Mange sælgere kan heller ikke stå for fristelsen og sælger billetterne til overpris. Men det er ulovligt og kan ikke lade sig gøre ad officielle kanaler.
- Det er ulovligt at sælge til overpris i Danmark, så man skal først og fremmest være opmærksom på prisen, fortæller Susanne Aamann, der er jurist og kontorchef i Forbrugerpolitisk Center under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
- Det er ikke forbudt at købe den til overpris, men det er forbudt at sælge den. Så som køber kommer der ikke nogen efter dig, men man kan jo vælge at anmelde sælger, siger Susanne Aamann.
Læs også
Prisloftet er sat, for at der ikke skal opstå et marked for billethajer, som køber flere billetter, end de har brug for, og sælger dem til overpris.
Ingen klagemuligheder
Ved handel mellem private er der ikke et sikkerhedsnet eller klagenævn, som når det sker mellem privat og erhvervsdrivende.
Derfor kan der være svært at komme efter noget, hvis man er blevet snydt, og politi og domstol er eneste muligheder.
- Man kan jo melde det, og så må det gå sin gang, for der er ikke noget klagenævn, siger Susanne Aamann.
Styrelsen anbefaler, at man i første omgang køber af officielle kanaler og skriver sig på venteliste, hvis der er udsolgt.
Sådan undgår du snyd
- Køb via en officiel hjemmeside og skriv dig på venteliste, hvis der er udsolgt.
- Hvis du skal købe gennem en privat, kan man sikre sig ved at betale via sporbare kanaler som Mobilepay eller nemId, som eksempelvis Den Blå Avis kan verificere sælgere med.
- Mød med sælger fysisk, hvis i bor i nærheden, og der skal kontanter ind over.
Smukfest kunne melde udsolgt, kort efter billetterne kom til salg, og her skal billetten overdrages med navn til den nye ejer.