DSB suspenderer krav om pladsbillet - forventer forsinkelser resten af dagen
InterCity og Lyntogene mellem landsdelene kører i øjeblikket med forsinkelser på 30-60 minutter. DSB har suspenderet krav om pladsbillet frem til søndag morgen.
DSB erstatter resten af lørdagen alle regionaltog mellem Odense og Fredericia med togbusser. Det sker på grund af udfordringer i trafikken.
Det oplyser DSB på Twitter lørdag eftermiddag.
DSB understreger, at det kun er regionaltogene på strækningen, der erstattes af togbusser. InterCity- og InterCity-Lyn-togene på strækningen kører fortsat.
- Grundet de mange udfordringer i trafikken hen over landet er vi nødt til at erstatte regionaltogene mellem Odense og Fredericia med togbusser, skriver DSB.
Alle regionaltog mellem Odense og Fredericia er erstattet af Togbusser resten af dagen.
— DSB (@omDSB) December 25, 2021
Grundet de mange udfordringer i trafikken henover landet er vi nødt til at erstatte regionaltogene mellem Odense og Fredericia med togbusser. pic.twitter.com/o7Kg2oNjJa
Busserne vil køre fra Odense i minuttal .50. Det vil sige for eksempel klokken 17.50. Fra Fredericia vil busserne køre i minuttal .35.
Busserne vil standse ved alle stationer undervejs.
De trafikale udfordringer udspringer af en signalfejl på strækningen over Storebælt, der lørdag formiddag fik togene til at holde stille i to en halv time.
Først kort efter middag var der igen togtrafik over bæltet.
Derudover har der også været udfordringer med en signalfejl ved Pårup mellem Randers og Hobro. Det har givet længere rejsetid på strækningen mellem Aarhus og Aalborg.
Problemer fortsat ikke løst
På grund af situationen med trafikale udfordringer har DSB valgt at suspendere kravet om pladsbillet frem til klokken 04.30 søndag morgen.
Det oplyser informationschef hos DSB Tony Bispeskov.
- Det gør vi, fordi Banedanmark fortsat ikke har fået løst de problemer med infrastrukturen, der er i dag.
- Derfor forventer vi, at der er forsinkelser resten af aftenen, siger han.
Han opfordrer til, at man holder sig opdateret om togdriften på Rejseplanen.