Dronningen får digital hyldest på sin 81-års fødselsdag
Statsminister Mette Frederiksen og politiet har lykønsket dronningen på 81-års fødselsdag, der fejres privat.
Fredag fylder dronning Margrethe 81 år, men ligesom sidste år spænder coronaepidemien ben for fejring af majestæten.
Hun kommer således ikke ud på balkonen under vagtskiftet på Amalienborg klokken 12.
Læs også
I stedet fejrer hun dagen privat på Fredensborg Slot.
Man kan heller ikke møde op i Det Gule Palæ ved Amalienborg for at skrive en hilsen til majestæten, oplyser kongehuset.
Borgere kan sende digital hilsen
Men det er muligt at sende en digital hilsen til fødselaren.
På hjemmesiden kongehuset.dk er der lavet en digital gratulationsliste, hvor man kan skrive en personlig hilsen til dronningen.
En af dem, der har benyttet de digitale muligheder for at hylde dronningen, er statsminister Mette Frederiksen (S).
- Stort og hjerteligt tillykke til Hendes Majestæt Dronning Margrethe med de 81 år. Selv om vi igen må fejre vores dronning hver for sig, så er jeg sikker på, at folk i både danske, færøske og grønlandske hjem vifter med flaget og ønsker tillykke, skriver Mette Frederiksen på Facebook.
Ingen fejring på slotsplads
Også Københavns Politi har fredag været på banen med en hilsen.
- Vi vil gerne ønske Hendes Majestæt Dronning Margrethe et stort tillykke med fødselsdagen. Dronningen vil ligesom sidste år tilbringe dagen på Fredensborg Slot, hvor fødselsdagen fejres privat. Der er derfor ingen fejring på Amalienborg Slotsplads i år.
Læs også
- På grund af situationen omkring covid-19 opfordrer vi til, at man sender digitale lykønskninger til H.M. Dronning Margrethe og ikke forsamler sig på Amalienborg Slotsplads, hvorfra det altså ikke er muligt at gratulere i dag, skriver politiet.
Mens man altså ikke fysisk kan se dronningen, kan man lytte til hende i radioen.
Har givet interview til P1
I anledning af sin 81-års fødselsdag medvirker dronningen i radioprogrammet "Klog på sprog" på DR's radiokanal P1.
Her fortæller dronningen blandt andet, at hun sætter en ære i at finde på nye måder at udtrykke sig på.
Læs også
- Hun siger bogstaveligt talt, at ordene ikke må trække skind som sovs i en vindueskarm. Andre må ikke få en fornemmelse af, at hun trækker ordene op af en bøtte, har programmets vært, Adrian Hughes, forklaret.
Samtalen bringes fredag fra klokken 11 til 12.
/ritzau/