Din årsopgørelse er på trapperne – og i år ser den markant anderledes ud

Skattestyrelsen åbner for årsopgørelsen senest på mandag. Det sker formentlig allerede fredag eftermiddag eller aften.

Årsopgørelsen lander senest mandag. Allerede fredag kan der dog meget vel blive lukket op. Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

I samarbejde med tv2.dk

Det skal være enklere og mere overskueligt at rette i sin årsopgørelse.

Derfor vil du i år blive mødt af langt færre felter, når du om kort tid får adgang til Skattestyrelsens dom over dine skattebetalinger sidste år. Det skriver Politiken.

Læs også Kira er skræmt - frygter at dø af corona-virus

Tidligere har man kunnet se ikke færre end 66 felter, hvis man ville rette i sin årsopgørelse. Nogle af felterne har man selv kunnet rette i – for eksempel ens befordringsfradrag – mens andre har været låst. Det har for eksempel været gældende ved ens lønindtægter, fordi Skattestyrelsen - det tidligere Skat - har indhentet de oplysninger fra såkaldte tredjeparter såsom ens bank, arbejdsgiver og pensionskasse.

Men i år vil felterne i årsopgørelsen være skræddersyet til den enkelte, så der er færre felter at holde styr på. For de fleste lønmodtagere vil det kun dreje sig om cirka 12 felter, oplyser Skattestyrelsen til TV 2.

Læs også Stormøde på lukningstruet skole: Sofia vil ikke flytte igen

Ifølge tidsplanen fra Skattestyrelsen vil du kunne se din årsopgørelse fra på mandag, men de seneste år er der blevet åbnet allerede fredag eftermiddag eller aften.

HVAD ER ÅRSOPGØRELSEN FRA SKAT?

  • Årsopgørelsen er en oversigt over din skat for sidste år. Den kigger bagud og viser, hvad du har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat.  
  • Årsopgørelsen kommer hvert år i marts, hvor du kan se, om du skal have penge tilbage eller har betalt for lidt i skat sidste år. 
  • Skattestyrelsen danner din årsopgørelsen ud fra de oplysninger, de har om dine indtægter, fradrag, banklån og andre forhold, som for eksempel om du har ejerbolig.
  • Skattestyrelsen modtager cirka 92 procent af alle deres oplysninger fra såkaldte tredjeparter. I praksis er det kun cirka otte procent du selv skal indberette.

Ekspert: Fører til færre fejl

Allerede inden du kan tilgå din årsopgørelse, har Skattestyrelsen dog modtaget, hvad der svarer til 37 unikke oplysninger om hver eneste årsopgørelse. Det giver i alt 170 millioner oplysninger.

Af samme grund er det også kun en mindre del af dine oplysninger, du selv skal indberette. Skattestyrelsen oplyser, at alle felter, hvor den har modtaget oplysninger fra tredjeparter, vil fremgå af din årsopgørelse, ligesom alle felter, du benyttede sidste år, vil kunne ses.

Læs også Østjysk firma syvdobler produktion af håndsprit: Lager er tomt

Ifølge Helle Snedker, der er partner og kundedirektør i Formuepleje, er det positivt, at danskerne nu skal overskue færre oplysninger i deres årsopgørelse. Hun nævner, at det eksempelvis kun er et fåtal af danskerne, der har skullet forholde sig til, om de har ejendom i udlandet – alligevel har feltet været der for alle.

- Jeg tror alt andet lige, det vil mindske antallet af fejl. Langt de fleste almindelige lønmodtagere er fint klaret med cirka 12 felter, og alt, hvad der kan gøres, for at gøre det her omkring skat mere tilgængeligt og simpelt, er en god idé, tror jeg, siger Helle Snedker til TV 2.

Sådan ser det normalt ud, hvis man vil rette sin årsopgørelse. De grå felter kan man ikke rette i, de hvide kan man. Denne gang vil der dog være langt færre felter, man skal holde styr på. Foto: TV2 Nyhederne

Samtidig opfordrer hun dog til, at man nærlæser sin årsopgørelse, inden man bare accepterer den. I 2018 indsamlede Skattestyrelsen 92 procent af alle de oplysninger, den brugte til at beregne årsopgørelserne, fra tredjeparter. Men der kan være fejl i tallene, lyder det fra Helle Snedker:

- Når noget er indberettet automatisk, tror vi også, det er korrekt. Det er det ikke nødvendigvis, og det skal vi huske at sige til folk. Ligesom man bør tjekke sin bon, inden man går ud af supermarkedet, gør man klogt i at forholde sig til de tal, der står i årsopgørelsen.

Skattestyrelsen oplyser, at hvis man har brug for et felt, der ikke fremgår blandt dem, man umiddelbart bliver præsenteret for, skal man kontakte dens kundecenter via telefon eller mail.

Ønsker du at se alle de beløb, der ligger bag Skattestyrelsens beregning af din årsopgørelse, kan du klikke på fanen 'Skatteoplysninger'.