"Det er politiet, hvad er dit kontonummer?"

Mindst otte østjyder er den seneste måned forsøgt svindlet af en mand, der udgiver sig for at ringe fra Østjyllands Politi. En har opgivet kontooplysninger.

Politiet ringer ikke og beder om dine personlige oplysninger.

Sådan lyder meldingen fra Østjyllands Politi, efter at en mand den seneste måned har ringet op til private og udgivet sig for at være fra politiet.

Svindleren ringer op fra et nummer, der på modtagerens skærm er identisk med Østjyllands Politis hovednummer, og forsøger at lokke kontooplysninger ud af folk.

Alarmklokke bør ringe

Manden fortæller, at der er blevet optaget et mistænkeligt lån i personens navn, og at han skal bruge personens kontooplysninger for at kunne hjælpe dem.

Mandag udleverede en ung mand sine kontoplysninger til svindleren, men den unge mand nåede efterfølgende at spærre kort og konti inden, der blev trukket penge.

Politiet har den seneste måned modtaget otte anmeldelser om svindleren.

- Der ringer heldigvis en alarmklokke ved de fleste, når de skal opgive personlige oplysninger i telefonen til politiet, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Svært at efterforske

Det er ifølge Østjyllands Politi langt fra første gang, at de ser den her type svindel, og det er heller ikke første gang, at svindleren udgiver sig for at være fra politiet.

- Vi kigger nærmere på det, men det kan være vanskeligt at efterforske den her type svindel. Vi har selvfølgelig muligheder for det, men det bliver svært at få fat i gerningsmanden.

Det bedste værn mod den type kriminalitet er ifølge Østjyllands Politi, at man som borger bruger sin sunde fornuft.

- Hvis politiet ringer og beder om personlige oplysninger, så er det slet ikke politiet. Læg derfor straks på. Man kan eventuelt ringe op til politiets hovednummer igen, hvis man vil have afdækket, om det er politiet man har talt med, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Gjerrild Kro

playAflyste julefrokoster sender historisk kro i vinterhi

Marcel Meijer

Tre døde på plejecenter: Min sværeste dag som borgmester

Rold Skov

November fik delt andenplads på varmelisten

Coronavirus vaccine

liveblog SSI: 50.000 flere test ved udgangen af januar

Kildemosen

Tragedie på plejecenter: Tre ud af otte beboere er døde - flere er isoleret

Gellerup boligblok

Ny ghettoliste offentliggjort: To er taget af listen