Debat raser om lempelse af regler for tilsyn med dyr
Det er i orden at lampe på tilsynsreglerne i dyrevelfærdsloven, hvis de nye naturnationalparker skal fungere, mener Alternativet. Det bliver dog ikke med DF's stemmer, siger Pia Kjærsgaard.
Det kan blive praktisk umuligt at realisere planerne om nye såkaldte naturnationalparker, hvis ikke der sker en lempelse af dyrevelfærdsloven, så der ikke skal føres så meget tilsyn med dyrene.
Netop de lempelser skaber rygende uenighed blandt politikere og interesseorganisationer.
Hos Alternativet mener man, at lempelserne er helt nødvendige:
Læs også
- Vores kommende naturnationalparker vil være en fiasko, hvis det er nødvendigt at tilse hver eneste hest hver eneste dag, siger Torsten Gejl, medlem af Folketinget for Alternativet, i TV2 ØSTJYLLANDs debat om rewilding.
- Vores holdning er, at vi skal skabe store arealer på 1000, 2000 eller 3000 hektar, hvor der er store græssere året rundt. Det skal være så vildt, som vi kan gøre det, siger Torsten Gejl videre.
I et lovforslag, som har været sendt i høring, lægger regeringen op til, at miljøministeriet kan dispensere de kommende naturnationalparker for nogle af reglerne i dyrevelfærdsloven, der blandt andet handler om de løbende tilsyn, der skal føres med dyrene.
Forsker: Forsvarligt at lempe regler
Men det bliver altså ikke med Dansk Folkepartis stemmer, siger partiets dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard. Hun kalder det dybt bekymrende, at man vil lempe reglerne:
- Jeg ønsker også biodiversitet, og det kan godt være idéen er rigtig, men jeg bryder mig ikke om ordet rewilding. Vi har ikke vilde dyr i Danmark. Hvis man endelig vil det, så skal man ikke hegne dem ind.
- Hvis de skal hegnes inde, må man sørge for, at de får den føde, de skal have, siger Pia Kjærsgaard.
Forsker Rasmus Ejrnæs mener, at det er forsvarligt at lempe tilsynsreglerne uden at gå på kompromis med dyrevelfærden:
- De her dyr kommer til at leve under nogle helt andre og meget friere betingelser end de produktionsdyr, som vi har tæt på os i stald, og som vi udnytter og bruger, siger Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, til TV2 Østjylland og fortsætter:
Dyrenes Beskyttelse undrer sig
- Dyrene i naturnationalparkerne er jo sat på fri fod i nogle meget store naturområder, og der vil det være hensigtsmæssigt, at man tilpasser tilsynet efter behovet.
Hos Dyrenes Beskyttelse undrer man sig over, at lempelse af tilsynsreglerne er på tale:
Læs også
- Der er tale om dyr som er domesticerede, som vi genudsætter i noget, vi har defineret som natur under hegn.
- Vi mener, der er en forpligtelse og dermed også en tilsynspligt og et ansvar for at gribe ind, hvis det ikke går, siger Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.