Danmark har nu lukket sine grænser: Sådan påvirker det Østjylland
Den midlertidige grænselukning kommer til at påvirke Aarhus Airport og Stena Lines færgerute fra Grenaa.
Klokken er 12. Det vil sige, at Danmark nu har lukket sine grænser på grund af risikoen for smitte med coronavirus.
Det kommer også til at påvirke det østjyske - heriblandt Aarhus Airport og færgeruten fra Grenaa til Halmstad i Sverige.
Færgeruten Grenaa-Halmstad
Stena Line lukker midlertidigt for passagertrafikken på deres ruter mellem Danmark og Sverige.
Det gælder også den østjyske rute fra Grenaa til Halmstad.
- Vi har haft færgedrift mellem Danmark og Sverige i 58 år, så dette er en meget ekstraordinær situation, som har udviklet sig hurtigt. Det er en udfordring for os, siger talsmand for Stena Line, Carl Mårtensson, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ruten vil fortsat være i drift efter planen med Stena Nautica-færgen, men vil kun transportere gods ombord.
Fra det øjeblik, hvor passagertrafikken lukker, har passagerer lov til at rejse hjem med færgen i løbet af 72 timer.
Aarhus Airport
Peer Kristensen, der er direktør i Aarhus Airport, fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at de allerede kan mærke den midlertidige grænselukning.
- Der kommer endnu færre passagerer igennem lufthavnen. Vi har allerede mærket en total opbremsning af passagerer, der skal ud, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Direktøren beskriver situationen som en katastrofe.
- Det er det værste, der er sket i lufthavnens historie. Vi har aldrig prøvet noget, hvor der er sket så voldsom en opbremsning og på den her måde, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han fortæller, at der blandt andet kommer charterfly hjem lørdag aften, og at de stadig har flyafgange til København.
- Så lufthavnen er ikke lukket ned, men der flyver færre fly, og der er næsten ingen passagerer på flyene, siger Peer Kristensen og tilføjer:
- I løbet af den kommende uge tror jeg ikke, der kommer flere fly hjem fra udlandet.
Den midlertidige grænselukning får ikke bare konsekvenser for danskerne, men også for virksomheder som eksempelvis Aarhus Airport.
- Pengene fosser ud af kassen hver eneste dag, siger direktør Peer Kristensen.
- Jeg står lige nu og kigger ind i en tom lufthavn, og der sidder kun to mand, siger han.
Grænserne er midlertidigt lukket til og med den 13. april.
Danske statsborgere kan stadig komme ind i Danmark, mens turister og udlændinge vil blive afvist ved grænserne, medmindre de har et "anerkendelsesværdigt formål".
Den midlertidige grænselukning omfatter ikke godstransporten.