Corona-alarm lægger kraftig dæmper på nattelivet

Lukkede værtshuse og natklubber giver usædvanlig stille nat i de store byer.

Østjyllands Politi melder om ro og et næsten helt øde natteliv i Aarhus og Randers. (Genrefoto).

Under normale omstændigheder har ordensmagten travlt med at holde ro og orden i nattelivet, når weekenden melder sig. Men denne weekend er anderledes på grund af coronasituationen.

Politiet i landets største byer melder om fuldstændig ro i det ellers så pulserende natteliv.

- Stort set alle restauranter har været lukkede, så der har ikke været ret meget at se til på den front, fortæller Henrik Stormer, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Der har været meget stille i både Aarhus og i Randers. Når man kører ind her om morgenen, så er der næsten helt øde.

Østjyllands Politi

Efter en normal fredag aften plejer politiet ellers at have skrevet en del sager om værtshusslagsmål.

Og detentionscellerne er ofte i flittig brug til at huse branderter fra nattelivet.

Læs også Flere end 1500 har tilbudt hjælp i ny 'corona-jobbank'

Også i Østjyllands Politi, som dækker både Aarhus og Randers, er meldingen, at der er ro.

- Der har været meget stille i både Aarhus og i Randers. Når man kører ind her om morgenen, så er der næsten helt øde, fortæller Peter Hunniche, der er vagtchef ved Østjyllands Politi.

Det er fortsat tilladt for værtshuse, restauranter og lignende at holde åbent. Så længe man holder forsamlingen under de 100 personer, som myndighederne har sat som grænse.

Men mange steder har valgt at følge regeringens opfordring om at lukke helt, selv om der ikke er nogen tvang.

Læs også COVID-19 LIVE: Minister opfordrer til stadig at holde afstand