Borgere med gasfyr får besked om fjernvarme inden nytår
Kommuner og regering indgår aftale, der sikrer besked til borgere med gasfyr om fremtidig varmekilde.
Alle danskere med gasfyr får inden nytår besked om, hvorvidt de kan få fjernvarme og i givet fald hvornår.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Baggrunden er, at regeringen vil udfase gasfyr til boligopvarmning.
Derfor har regeringen indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (KL). Aftalen sikrer klar besked inden årets udgang om alternativer til gasfyr.
- Det er en stor beslutning at skrotte fyret. Vi vil nu gøre det nemmere for borgerne at tage beslutning om en ny varmekilde.
- Der ligger herfra en stor opgave hos kommuner og fjernvarmeselskaber, og jeg er meget glad for opbakningen til aftalen, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
Der er ifølge Danmarks Statistik 412.000 boliger, der opvarmes med naturgas.
Klar til at få løst opgaven
Borgerne skal have besked om, hvorvidt de kan blive omfattet af fjernvarme, eller de bør søge rådgivning om en anden løsning - eksempelvis at anskaffe en varmepumpe.
- Nu er rammerne for kommunernes opgave på plads, og vi er klar til at gøre alt, hvad vi kan, for at give borgerne hurtig og klar besked om, hvorvidt de vil blive omfattet af et fjernvarmeprojekt eller ej. Og hvis ikke, hvad alternativerne så er, siger KL-formand Martin Damm (V).
Planen er, at de enkelte fjernvarmeselskaber og kommunerne i løbet af 2023 får udarbejdet og godkendt de nye fjernvarmeprojekter. Hvor det er muligt, skal fjernvarmen været udrullet inden 2028.
Danskernes gasforbrug og forsyning
- Nødlagre og lukning af gas til udvalgte større virksomheder skal sikre forsyningen til forbrugerne, hvis en forsyningskrise indtræffer. Det indgår i Energistyrelsens nødplan.
- I løbet af de første 18 uger af 2022 har russisk gas udgjort cirka 25 procent af EU's gasforbrug.
- Rusland har reduceret gasleverancerne via gasledningen Nord Stream 1 til Tyskland med 60 procent.
- Danmark har været nettoeksportør af olie og naturgas fra 1997 til 2018.
- Produktionen er dog for tiden nedsat, fordi Tyrafeltet i Nordsøen, som er den største gaskilde på dansk territorium, er under renovering. Tyrafeltet ventes at genåbne i midten af 2023.
- 1,8 millioner danske husstande har fjernvarme. Det er 72 procent af al fjernvarme, som er grøn.
- Andelen af biogas i gasnettet var 27,2 procent per maj 2022.
- Naturgassens andel af det samlede energiforbrug i Danmark toppede i 2004 med 25 procent. I 2020 var andelen 13 procent.
Kilde: Energistyrelsen og Danmarks Statistik.
Hos brancheorganisationen Dansk Fjernvarme er man klar til at sætte sig sammen med kommunerne for at få løst opgaven:
- Der venter kommunerne og fjernvarmeselskaberne en stor og vigtig opgave med at få udfaset den russiske naturgas de kommende år.
- Det er derfor glædeligt, at kommunerne nu får mandat til at påtage sig opgaven og sikre, at vi får fintunet varmeplanlægningen lokalt, siger chefkonsulent Nicolai Kipp i en pressemeddelelse.
Der er afsat 125 millioner kroner i år til at understøtte kommunernes udrulning af fjernvarme.