Boligpriserne er nu steget uafbrudt i et år
I april har salgspriserne for huse og lejligheder været henholdsvis 14 og 17 procent højere end sidste år.
For tolvte måned i træk er det blevet dyrere at købe hus eller lejlighed.
Det viser tal fra Boligsiden, der er ejet af størstedelen af ejendomsmæglerne.
På baggrund af tal for april er Boligsiden kommet frem til, at salgspriserne for huse og lejligheder nu i snit ligger henholdsvis 14 og 17 procent højere end for et år siden.
Læs også
Det er resultatet af, at salgspriserne nu er steget uafbrudt i et år. Det er ellers ikke noget, man typisk ser ske på boligmarkedet.
Normalt stiger priserne i løbet af foråret og sommeren for derefter at falde igen i løbet af efteråret og vinteren.
Det er typisk med til at sikre moderate årlige prisstigninger.
Men de udsving har man ikke set det seneste år, og det har ført til de meget store spring i de gennemsnitlige salgspriser.
- Det er alt sammen affødt af den massive interesse, der har været for boliger siden den første coronanedlukning af Danmark, forklarer Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Største stigninger i Hovedstaden
Region Hovedstaden er den region, som har oplevet de største prisstigninger for både huse og lejligheder det seneste års tid.
Det er særligt i københavnsområdet og i kommuner som Dragør, Frederiksberg, København og Tårnby, hvor priserne er steget mest.
- Efterspørgslen på boliger i hovedstaden er massiv, og der bliver solgt flere boliger end normalt. Det har fået udbuddet i København til at falde og priserne til at stige meget, siger Birgit Daetz.
Hun tilføjer, at der dog er kommet mange flere nye sælgere end tidligere i de første fire måneder af året.
Læs også
Det har betydet, at faldet i udbuddet i hovedstaden nu er stoppet.
- Når det er sagt, så er der behov for, at endnu flere sætter til salg, hvis udbuddet skal matche efterspørgslen, påpeger Birgit Daetz.
Det er ikke kun huse og lejligheder, der er steget i pris. Efter et lille prisdyk i slutningen af 2020 er sommerhuspriserne også steget de seneste måneder.
Alene fra marts til april steg de med fire procent, så sommerhuse nu bliver handlet for 24 procent mere end for et år siden.