Blomster og take-away: Coronanedlukning får os til at gå valentinsamok

Der er gang i salget af blomster og take-away menuer på valentinsdag. Coronaen betyder nemlig ikke, at vi har droppet at fejre kærligheden, fortæller traditionsforsker.

Valentinsdag er blomsternes, chokoladens og stearinlysenes fest, men i år er det anderledes. Restauranterne er tomme, og blomster og chokolade bliver fortrinsvis leveret med bud. 

Men coronanedlukningen betyder ikke, at vi har droppet fejringen i år. Tværtimod. 

Blomsterudbringningsfirmaet Interflora melder om en fremgang i salget på 35 procent i forhold til sidste år, og mindst 16.000 husstande i Danmark har fået leveret blomster fra Interflora på valentinsdag. 

- Kærligheden længe leve! Vi var oppe mod alle tænkelige odds, som kunne udfordre kærligheden. Både i form af, at folk har gået op og ned ad hinanden så længe, og at det i år falder på en søndag, hvilket normalt ikke plejer at være godt for salget. Så vi er super taknemmelige og glade og stolte, siger firmaets administrerende direktør Søren Flemming Larsen i en pressemeddelelse.

Hos Blomsterværkstedet i Skanderborg mærker de også, at folk i stor stil køber blomster til konen, kæresten eller elskeren. 

- Valentinsdag er jo taget til hen over årene. For 36 år siden, da vi startede, var det ikke noget, man tænkte på, man skulle forholde sig til. De sidste 10-15 år er det virkelig accelereret, siger Kirsten Visborg Jensen, der er medejer af Blomsterværkstedet. 

Hos Blomsterværksteder i Skanderborg har Kirsten Visborg Jensen og hendes kollegaer haft travlt op til valentinsdag.
Hos Blomsterværksteder i Skanderborg har Kirsten Visborg Jensen og hendes kollegaer haft travlt op til valentinsdag.

Rom eller USA? 

Mange forbinder måske valentinsdag med vores amerikanske venner på den anden side af Atlanterhavet, men faktisk skal vi langt tilbage i historien for at finde et bud på, hvordan kærlighedsdagen er opstået. 

En historie handler om den kristne præst, Valentin, der blev arresteret og dømt til døden for at vie unge elskende i det antikke Rom. På det tidspunkt var hverken kristendom eller ægteskab velanset i kejserens øjne. 

Mens Valentin ventede på at blive henrettet, faldt han for fangevogterens blinde datter. Han skrev hende en sødmefuld hilsen, kort inden han blev slået ihjel den 14. februar år 269 efter Kristi fødsel. Brevet underskrev han: “Din Valentin”.

VIDEO: Skal man fejre valentinsdag eller ej? Parret Louise og Thomas fra Randers er ikke helt enige. Se hele vores program om valentinsdag her.

Men selvom valentinsdag altså kan spores helt tilbage til år 269, bærer amerikanerne alligevel en del af æren - eller skylden - for, at vi fejrer valentinsdag i Danmark i dag. 

Det fortæller traditionsforsker ved Det Kgl. Bibliotek, Caroline Nyvang.

- Ligesom mange andre ting, har vi taget rigtig meget kultur til os fra især USA. De stod som de store sejrherrer efter Anden Verdenskrig, og de har domineret tegneserier og tv-sendefladen. Så gennem medierne har vi altså fået et indblik i, hvordan de fejrer valentinsdag i USA - og det har vi siden 1990’erne også gjort herhjemme i Danmark, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

VIDEO: Sådan blev valentinsdag til.

Stearinlys-middag derhjemme 

Her 1752 år efter præsten Valentins henrettelse, er vi midt i en pandemi, der har lukket store dele af samfundet. Heriblandt restauranterne, der plejer at have fulde huse den 14. februar. Derfor har man i år været nødt til at tænke anderledes, så de østjyske kærestepar stadig kan få deres valentinsmiddag. 

- Normalt er valentinsdag en stor dag for os, hvor der er fyldt op, og der er utroligt mange to-personers borde. I år bliver det helt tomme lokaler uden et øje, men sådan er det, og sådan skal det være, vi skal passe på hinanden jo, siger Allan Thallaug, der ejer restauranterne Komfur, Mellemrum og Ombord i Aarhus. 

Allan Thallaug ejer flere restauranter i Aarhus, og de har haft travlt med at lave take-away til valentinsdag.
Allan Thallaug ejer flere restauranter i Aarhus, og de har haft travlt med at lave take-away til valentinsdag.

Han har sammen med sine medarbejdere brugt det meste af ugen på at pakke treretters takeaway-menuer - og allerede onsdag var alle menuer udsolgt. 

Kriser kan styrke traditioner 

Restauratøren har et bud på, hvorfor folk giver den ekstra gas til valentinsdag anno 2021. 

- Jeg tror, at vi alle sammen trænger til et break fra alt det her corona og egentlig bare kan koncentrere os om hinanden i stedet for hjemmearbejde og hjemmeskole. Vi trænger alle sammen til noget kvalitetstid. 

Og det kan der være noget om, mener traditionsforsker ved Det Kgl. Bibliotek, Caroline Nyvang.

- Vi ved generelt, at usikre perioder som corona er med til at betone nogle af de traditioner og årligt tilbagevendende begivenheder. Så der er ingen grund til at tro, at vi vil fejre hinanden mindre, selvom vi har gået sammen i så mange måneder i isolation, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Vaccine dosis.

Professorer tror på behov for at skulle revaccinere mod corona

Mia Vester, kroniker

25-årig kroniker frygter at rykke bagud i vaccinekø: - Det er et hårdt slag

Mette Frederiksen i Israel

liveblog COVID-19 LIVE: Frederiksen: Godt hvis skolebørn kan teste sig selv

Lone Abildtrup

play Lone er dødssyg og fanget i vaccinationskaos: Tilbudt "forkert" vaccine

AGF bronzemedaljer bronze fans fan tilskuere Ceres Park

Nyt forsøg vil sende 30.000 tilskuere på stadion

Nordby Overdrevsbakker Samsø

Boligsalg eksploderer på Samsø