Anika arbejder som petsitter: - Man bliver bare glad
En ny tjeneste vil gøre det nemmere for kæledyrsejere at få passet deres kæledyr, og flere hundrede har allerede skrevet sig op.
Mange har anskaffet nye kæledyr under coronanedlukningen. Og nu hvor vi skal til at møde på arbejde - og måske rejse på ferie igen - kan det blive nødvendigt med pasningsassistance.
Det kan en ny østjysk udviklet tjeneste hjælpe med, så man slipper for at ende i taknemmelighedsgæld til naboen eller svigermor.
Det er Lene-Louise Steenfat, der står bag den nye internettjeneste PeddiGo.
Læs også
Der kan kæledyrsejere blive matchet med såkaldte petsittere, der kan tage sig af kæledyrene, mens ejerne er væk på ferie eller arbejde.
- Vi vil gerne skabe en kultur, hvor det er nemt at finde en petsitter, hvis man skal arbejde sent eller til Spanien i nogle uger. Gøre det nemt, fleksibelt og uden bøvl at finde petsitter, hvor man er helt tryg ved, at ens kæledyr har det godt, siger Lene-Louise Steenfat.
På trods af at PeddiGo kun har været i gang i fire uger, har omkring 500 allerede skrevet sig op som brugere.
- Der er rigtig mange, der gerne vil have kæledyr i deres liv, og det får de mulighed for som petsittere. De bestemmer selv, hvor meget, hvor ofte og hvornår de arbejder, og de fastsætter selv deres priser, siger Lene-Louise Steenfat.
En af dem, der har skrevet sig op som petsitter, er Anika Leth.
- Det giver mig et boost af glæde at være sammen med dyr, og det fylder rigtig meget i mit liv. Jeg har prøvet at finde et sted, hvor jeg kunne få en relation til kæledyr uden selv at have dem, men det har været virkelig svært. Da jeg opdagede Peddigo, var det fuldstændig oplagt, siger Anika Leth.
Da TV2 Østjylland møder hende, er hun på besøg hos en potentiel klient, Heidi Fisker, der skal have passet sine to hunde.
Læs også
- Man kan bare mærke, at man bliver glad, ikke?, siger Anika Leth, men hun klør den ene hund, Milo, bag ørerne.
- De er glade, og så man selv glad.
Hundeejer Heidi Fisker er også godt tilfreds med tjenesten.
- Det er en fantastisk tjeneste, for når man har de her hundebasser, betyder det ret meget, at de er trygge, og at man er tryg ved de personer, der passer dem, siger Heidi Fisker.