Alvorlig fiskevirus inddæmmet: Nu kan der igen sælges fisk til udlandet
Fra mandag den 19. juli kan danske dambrug igen sælge fisk til udlandet.
Nu kan de fleste dambrug i Østjylland ånde lettet op. Fødevarestyrelsen har fra mandag den 19. juli ophævet restriktionerne i forbindelse med den smitsomme IHN-virus, der medførte, at de danske dambrug ikke måtte sælge fisk til udlandet.
Første udbrud af fiskesygdommen IHN-virus blev konstateret den 18. maj. Derefter blev sygdommen også konstateret i seks andre dambrug eller put and take-søer i Danmark. Blandt andet gik det ud over en fiskesø i Hørning, Pinds Mølle Put & Take, der har været lukket siden starten af juni.
Fødevarestyrelsen valgte på baggrund af smittespredningen at ophæve de certifikater til dambrug, der gav dem tilladelse til at sælge fisk til udlandet.
Men nu mener Fødevarestyrelsen, at de er kommet så langt med deres undersøgelser og test af fisk, at de igen er trygge ved at udstede certifikater til de danske dambrug.
Læs også
- Siden maj måned har vi undersøgt dambrug og fiskebestande for IHN i hele Danmark, og vi kan nu se, at 95 procent af det danske land er fri for sygdommen. Derfor kan dambrugere i de ikke-smittede områder fra på mandag få certifikat på, at deres fisk er fri for IHN, siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Etablering af restriktionszoner
Smitten er dog så voldsom i fem områder i Jylland, at Fødevarestyrelsen ikke kan ophæve restriktioner i disse områder.
Derfor har de valgt, at lave restriktionszoner i områderne, hvilket blandt andet betyder, at ingen fisk må flyttes uden Fødevarestyrelsens tilladelse.
I Østjylland gælder det i et område, nemlig i omkring Pinds Mølle Put & Take ved Hørning.
- Vi har etableret skrappe restriktionszoner omkring syv udbrud og inddæmmet smitten. Sideløbende har vi gennemført et massivt testprogram af dambrug og put & take-søer over hele landet, og vi har ikke konstateret yderligere spredning. Derfor har vi orienteret de øvrige EU-lande om, at vi igen udsteder certifikater med IHN-garantier, siger Tim Petersen.
IHN-virus er en alvorlig og smitsom sygdom for fisk, men er ikke farlig for mennesker.